FOA-formænd: Lad os nu snakke om lønnen
Blog

Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne. Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

DE SAMMENBRUDTE overenskomstforhandlinger for de ansatte i stat, kommuner og regioner kom aldrig til at nå frem til lønstigningerne i de næste tre år.

Det er i sig selv opsigtsvækkende, at forhandlingerne er brudt sammen, og at vi nu står foran en strejke, der måske starter 4. april, og en lockout, der måske starter ugen efter 10. april, uden at parterne har været dybere nede i det helt centrale spørgsmål om de kommende lønstigninger.

I bund og grund er en overenskomstfornyelse en egentlig kontraktforhandling om først og fremmest, hvad lønmodtagerne skal have for deres arbejdskraft i de efterfølgende år, og dernæst, hvilke øvrige arbejdsvilkår, der skal være gældende.

SÅ LANGT NÅEDE forhandlingerne i staten, kommuner og regionerne aldrig.

Arbejdsgiverne ville simpelthen ikke gå til biddet og åbne op for, hvad deres bud på lønstigninger er.

I kommunerne blev det kun til et mundtligt tal for, hvad Kommunernes Landsforening forestiller sig, at den samlede arbejdsgiver-omkostning for alt, hvad der aftales om den fremtidige løn og de fremtidige arbejdsvilkår, skal stige.

Og vi kunne reelt ikke regne os baglæns til andet end et usikkert gæt på, hvad det ene tal, så kunne dække over af egentlige lønstigninger.

DERFOR LAVEDE LØNMODTAGERSIDEN sit bud på, hvad både den samlede arbejdsgiveromkostning, de aftalte lønstigninger, den forventede afsmitning fra de privatansattes lønudvikling og tidspunkterne for de forskellige lønstigningers og øvrige forbedringers ikrafttræden.

Det er netop et sådan bud, som overenskomstforhandlingerne i flere årtier har handlet om, men altså ikke denne gang. Det virker desværre som en kombination af amatørisme på arbejdsgivernes side og så arbejdsgivere, der ville i Forligsinstitutionen uden hverken at have sagt noget mundtligt eller have været med til at udarbejde fælles skitser, for slet ikke at tale om egne bud og tilbud på skrift.

Denne besynderlige fremgangsmåde fra arbejdsgiversiden gjorde i praksis forhandlingerne til en form for skyggeboksning uden nogen reel udsigt til at kunne nå et fælles resultat.

Det fører til en risiko for, at vi og arbejdsgiverne nu skal lægge arm om arbejdskontrakten for de næste tre år alene ud fra enkelte elementer, som burde kunne løses, hvis lønspørgsmålet blev løst.

Og det rejser mistanken om, at de offentlige arbejdsgivere har større tiltro til at få deres interesser varetaget gennem et regeringsindgreb i en storkonflikt fremfor at søge deres interesser afspejlet i en forhandlet og aftalt løsning uden konflikt.

DE TO SPØRGSMÅL, som arbejdsgiverne nu fokuserer på, skal kunne løses.

Selvfølgelig skal vi kunne blive enige om at skabe tryghed omkring den arbejdsgiver-betalte spisepause især i staten, efter at den statslige arbejdsgiver har sat spørgsmålstegn ved pausens fortsatte eksistens.

Det handler om en spisepause, som allerede eksisterer, og som derfor ikke koster arbejdsgiverne én krone mere af at blive ”trygheds-gjort”.

Og det handler om læreres og underviseres manglende aftalte regler for tilrettelæggelsen af arbejdstiden.

Den slags aftalte regler har alle vi andre.

Det skal lærere og undervisere naturligvis også have.

Vi har meget svært ved at tro, at arbejdsgiverne endnu engang som i 2013 satser på, at lærere og undervisere skal have en stilethæl i øjet i stedet for en aftale. Erfaringerne for perioden efter 2013 burde for alle parter være et klart signal om, at vi ikke med anstændigheden i behold kan afslutte dette års forhandlinger uden en egentlig arbejdstidsaftale for undervisergrupperne.

UNDER DEN LØNDEBAT, som vi aldrig fik reelt gang i, ligger arbejdsgivernes fejlagtige påstand om, at de offentligt ansatte er løbet fra de privatansattes lønudvikling.

Vi er ikke helt overbeviste om, at arbejdsgiverne i virkeligheden mener, at de offentligt ansattes løn siden 2008 er steget 1,6 pct. mere end de privatansattes.

Arbejsgiverne ved såmænd nok godt det samme, som den uafhængige tænketank Kraka har dokumenteret; nemlig at statistikker, der starter på alle andre tidspunkter end første kvartal 2008, viser det modsatte.

Vælger man andre starttidspunkter, eller bruger man data for en længere periode, så viser tallene, at de offentligt ansattes fælles forståelse med den daværende konservative finansminister Palle Simonsen fra 1987 stadig holder: De offentligt ansatte skal ikke være lønførende, men de skal heller ikke ryge bagud i forhold til de privatansattes lønudvikling.

Samtidig er lønstatistikkerne usikre af den simple grund, at det er gennemsnitslønnen for alle privatansatte, der holdes op mod gennemsnitslønnen for alle offentligt ansatte.

Den meget markante udskiftning af lavere og lavtlønnede med højtlønnede i både staten, kommunerne og regionerne får gennemsnitslønnen til at stige uden, at de enkelte offentligt ansatte har fået mere i løn.

Flere DJØF’ere og færre rengøringsassistenter ser i lønstatistikkerne ud som om, at de offentligt ansattes løn er steget, uden at der er kommet mere ind på de ansattes lønkonti.

Det er langt mere sandsynligt, at den statslige Moderniseringsstyrelse under dække af statistikken for lige netop perioden fra 2008 til nu vil hente de 6 milliarder kr. hjem til statskassen, som denne ene statistik i modsætning til alle andre viser, de offentligt ansatte har fået for meget.

Og dermed flytter uenigheden om lønstigningerne sig fra at handle om, hvordan arbejdskontrakten for de næste tre år skal se ud, til i stedet at handle om, hvorvidt overenskomsterne skal være en del af regeringens udgiftspolitik.

OG SÅ HANDLER DET om dét, vi kalder Corydon-doktrinen, som blandt andet indeholder, at offentlige overenskomster skal indordnes under under den til enhver tid siddende regerings politiske planer, og ikke skal modsvare overenskomstfornyelser på det private arbejdsmarked.

Og samtidig udskiftes navnene på vores modpart fra Sophie Løhde, Michael Ziegler og Anders Kühnau til Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Sophie Løhde.

Så vil det ikke længere være en arbejdsgiver med kasket-rod – med arbejdsgiver- og lovgiver-kasketter, der ryger af og på i en uskøn forvirring. I stedet ryger arbejdsgiverkasketten helt ud, og regeringen og dens økonomiske politik overtager hele banen.

Holder den antagelse vand, så vil de kommende uger ikke handle om forhandlinger i Forligsinstitutionen med en eventuel efterføgende storkonflikt, men om et regeringsindgreb, der skal modsvare regeringens udgiftspolitiske ønsker, herunder ønsket om lavere udgifter til velfærd og service gennem lave lønstigninger, som kan konverteres til nye skattelettelser.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.