Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
PÅ ENDNU EN TRAVL dag som hjemmesygeplejerske kunne jeg ikke nå tilbage til kontoret til frokost. Jeg var langt bagud, men var så sulten og mit blodsukker dalede faretruende. Det var frostklart vejr, og jeg satte mig i den kolde opgang og spiste min klapsammen-mad. Jeg brugte tiden på at læse om den næste borger på den medbragte computer. Den sidste borger, jeg havde besøgt, havde stukket mig en sodavand på vej ud af døren. Den var tiltrængt til at booste energi-niveauet. Sådanne dage havde jeg mange af.
SOM SYGEPLEJERSKE har jeg tit oplevet, at frokosten er blevet spist over computeren eller slet ikke. På hospitalsafdelingen kunne jeg lige have sat mig for at spise og så bliver der trukket i klokkesnoren og jeg må afsted, for nogle gange først at vende tilbage til maden en halv time senere eller slet ikke. Hvor mange vagter mon jeg har haft, hvor det først sidst på dagen er gået op for mig, at jeg hverken har været på toilettet eller fået noget at drikke? Hvor mange gange har jeg ikke siddet i en kold trappeopgang, som hjemmesygeplejerske, og spist en klapsammen-mad, mens jeg har orienteret mig om næste besøg på computeren.
Jeg har taget mig selv i at øse så en stor portion op til ældre småt-spisende patienter, bare fordi jeg selv var så sulten, at de blev helt overvældede ved synet.
OG NU TALER DE IGEN om at fjerne vores betalte spisepauser. Ja, bring it on! Siger jeg bare. Hvis de stadig ikke har forstået, at den arbejdsgiverbetalte frokostpause simpelthen er med til at få afdelingen til at hænge sammen, så må de lære det på den hårde måde, når vi alle forlader afdelingen i 29 minutter for at holde et velfortjent hvil og få noget frokost. Den fleksibilitet, der ligger i, at man er indforstået med at tilpasse sin frokost til patienterne og travlheden, er simpelthen mere end guld værd.
TAGER DE FROKOSTPAUSEN, så tager de afdelingernes fleksibilitet og sørme om de ikke også tager det slidte argument mod lønforhøjelse: ”Jamen I får jo arbejdsgiverbetalt frokost”! Jeg ved efterhånden ikke rigtig, hvad argumenterne for at arbejde i det offentlige skulle være: Du har lille indflydelse på dit arbejde, beslutningerne er ofte meningsløse, du kan ikke gøre noget ved bureaukratiet, du skal udfylde skemaer, du ikke finder fagligt fornuftige og nu er den betalte frokost, som du knapt har tid til at holde, på vej ud.
ALENE IDEEN om, at man på den baggrund kan fyre 46.000 i den offentlige sektor, er simpelthen så vanvittig og vidner om, at man fortsat trods den ene advarsel efter den anden ikke har forstået, hvordan vilkårene ser ud. Det er lige så tonedøvt, som det var at tale om at øge arbejdsudbuddet midt i en lavkonjunktur.
MEN JA, BRING IT ON. Tag den og bliv mødt af folk, der rejser sig op og forlader arbejdspladsen og patienterne i 29 minutter og i øvrigt et voksende krav om ordentlig lønkompensation. Og se så, om det i virkeligheden ikke bare var en teoretisk god skrivebords-idé, som at tisse i bukserne for at holde varmen i frostvejr.
Bring it on!
Dette er en af de mest læste historier på Avisen.dk i 2017. Du kan læse fire af de andre her.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.