Jeg hedder Line Axelsen og er 26 år gammel. Jeg blev færdiguddannet sygeplejerske i januar 2016. Mit første job var på en akutafdeling, hvor jeg varetog funktioner i hhv. akutmodtagelsen, skadestuen og lægevagten. I dag arbejder jeg på ortopædkirurgisk afdeling. Ved siden af mit job fungerer jeg som kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygepleje Råd, Kreds Midt.
Jeg er forholdvis ny i sygeplejefaget, da jeg kun har været uddannet siden 2016. Der hører mange udfordringer med, når man er ny i et fag, og opstarten kan være hård. Særligt når man skal "stå på egne ben" og ikke længere er beskyttet af rollen som studerende. Dette har jeg selv mærket på egen krop. Efter bare 11 måneder som fuldtidsansat i faget, blev jeg nødt til at trække stikket pga. stress. Jeg er vendt tilbage på mit arbejde - nu på deltid.
I 2014 flyttede jeg til Thailand, hvor jeg tog en del af min kliniske uddannelse på Ramathibodi Hospital i Bangkok. Dette har givet mig et indblik i sundhedsvæsnet i et andet land, der kulturelt set ligger meget langt fra Danmark og de danske værdier.
Kære Sophie Løhde
NÅR JEG på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside søger oplysninger om jer, kan jeg læse, at I arbejder for, at velfærdssamfundet hele tiden skal udvikle sig, sådan at der skabes mest muligt velfærd og kvalitet for borgernes penge.
Det synes jeg i bund og grund lyder rigtig flot. Men jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om, hvad I definerer som velfærd og kvalitet.
Velfærd og kvalitet er ikke begreber, jeg vil kunne benytte om vores sundhedsvæsen, som det ser ud i dag. Godt nok er produktivitetskravet fjernet, men besparelser og trusler mod patientsikkerheden fylder som aldrig før.
Patienterne ligger nærmest i lag op og ned af gangene, der sker fejl med fatale konsekvenser, og personalet sygemeldes på stribe.
Så hvis det er det, I mener med velfærd, klarer I jeres arbejde til UG.
DET SAMME MÅ gøre sig gældende for jeres måde at forhandle overenskomst på.
Ved hjælp af statistik manipulation går I til forhandlinger med det argument, at de offentligt ansatte har holdt lønfest de seneste 10 år og nu skylder de privatansatte op mod 6 milliarder kroner.
Når man tager med i sin betragtning, at staten har brugt 663 millioner kroner på statslige bonusser - eller resultatløn, som det så fint kaldes - i 2016, kan jeg måske godt forstå argumentet omkring en lønfest. Særligt når bonusserne gives på trods af, at de målsatte resultater ikke er opnået.
663 millioner kroner er mange penge. Det er nok til, at hver eneste af de ca. 70.000 sygeplejersker, der er i Danmark, kunne få 790 kroner mere HVER måned i et helt år.
For jeg selv, og de fleste af mine kollegaer, vil knap 800 kroner mere om måneden faktisk være lidt af en lønfest, taget i betragtning af, hvor lidt vi i forvejen tjener.
For mit vedkommende ville det være en lønstigning på 4%.
I MEDIERNE HØRER JEG ofte om, hvor godt det går for den danske økonomi. Der er ligefrem råd til skattelettelser – og store bonusser, som jeg nævnte før.
Men dette gælder åbenbart ikke den offentlige sektor, hvor sygeplejerskerne og de andre offentligt ansatte ikke bliver inviteret med til den økonomiske fest.
Jeg selv og mine kollegaer på de danske sygehuse leverer hver eneste dag de resultater, I på Christiansborg forventer af os. Vi leverer endda mere end det og bidrager i højeste grad til den offentlige sektor.
Så hvor er vores resultatløn? Hvor er vores lønfest?
Hvor er i det mindste bare midlerne til den velfærd og kvalitet, som I taler så meget om?
Som det ser ud til på de nuværende overenskomstforhandlinger, ser det vist desværre ud til, at alle de offentligt ansatte venter forgæves.
Med venlig hilsen
Line Axelsen, sygeplejerske
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.