Blog

Af Jan Hoby
Se alle blogindlæg

Om Jan Hoby

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.

HOLD NU KÆFT EN VILD optakt til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018!

Det vækker minder om generalstrejken i 1985, storkonflikten på det private område i 1998 og strejken i 2008. Der tales storkonflikt, allerede inden forhandlingerne er gået i gang. Og hold da op, hvor Danmark har brug for en storkonflikt, der sparker røv på arbejdsgiverne, overklassen og Lars Løkke.

Der er intet, der skaber progressive og varige forandringer som storkonflikter, storstrejker og kollektiv handling. Storkonflikter forandrer alt, flytter holdninger, værdier og politik. Velfærdsstaten er et resultat af massekamp. Generalstrejken i 1985 gav os 37 timers arbejdsuge, storstrejken i 1998 gav os den sjette ferieuge, og strejken i 2008 gav offentligt ansatte 13 procent i lønstigning. Så der er intet alternativ til fællesskabets styrke og kollektiv handling.

DER ER OGSÅ NOGEN, der skal lukke kæften på Sophie Løhde, Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS. Overklassens tre musketerer mener nemlig, at de offentligt ansatte ikke må stige i løn, fordi det kan presse lønningerne op i det private. Det får i høj grad mit overklassehad i kog, når hårdt arbejdende lønarbejdere i den private og offentlige sektor skal ligge øre til sådan en omgang fake news.

Siden finanskrisen slog igennem i 2008, har arbejdsgiverne på det private og offentlige område udnyttet alle anledninger til at undergrave lønmodtagernes løn- og arbejdsvilkår. De har forringet overenskomster i et væk, hævet pensionsalderen, ødelagt det sociale sikkerhedsnet og krydret det med velfærdsnedskæringer i milliardklassen. Deres underlægningsmuzak har været, at der ikke er råd.

MEN DER ER RÅD. Det har overklassen, arbejdsgiverne og deres køberegeringer bevist med deres egen politik. Der er givet skattelettelser for 52 milliarder til overklassen og købt kampfly i milliardklassen. Erhvervslivet er for længst kommet sig efter finanskrisen, og ejerne og aktionærerne haft en fest.

Sammenholdet og solidariteten i fagbevægelsen er heldigvis større end set i mange år. Langt om længe! Læren af den socialdemokratiske regerings og KL’s krigserklæring mod Danmarks Lærerforening og landets folkeskolelærere i 2013 er heldigvis, at ingen kan vinde alene overfor en samlet arbejdsgiverfront. Så vores modsvar er fælles front og samlet styrke.

Solidaritetspagten mellem de 51 organisationer i Forhandlingsfællesskabet er enige om, at der ikke skrives under på en overenskomst, før de fire krav er opfyldt: Arbejdstidsaftale til lærerne, frokostpause i overenskomsterne, ligelønspulje og lavtlønspulje.

Og derfor må vi også sige mange tak til Sophie Løhde for hendes bidrag til at få fut i fejemøget. Hendes propaganda om offentlige ansattes lønfest er som benzin på bålet og har den positive effekt, at det hjælper på mobiliseringen af de offentligt ansatte i alle afkroge af den offentlige sektor.

MEN HVAD GØR VI VED DET? Ja, jeg synes sgu, vi skal gøre alt for at få en storkonflikt, fyldt med håb, gejst og vision. Det er modsat situationen under finanskrisen ikke mere arbejdsgiverne, der har fordelen på banen, men os, lønarbejderne. Når man ser på arbejdsgivernes retorik, bortset fra Sophie Løhdes fejlskud, har den været konfliktnedtrappende, modsat op til og under lockouten af lærerne i 2013. Det er, fordi arbejdsgiverne godt ved, at situationen er en grundlæggende anden. De ved, at rigtig mange offentligt ansatte har fået nok af velfærdsnedskæringer og dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Arbejdsgiverne stiller også ved disse overenskomstforhandlinger op i stærkeste holdopstilling med regeringen, KL, regionsrådet, Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS. Men vores holdopstilling er den stærkest sete i mange år. Det ved vores modstandere, og de ryster i bukserne, inden kampen for alvor går i gang. Derfor skal vores strategi være offensiv fra start til slut. Ikke noget med defensivt fedtspilleri nede i forsvaret eller på midtbanen. Nej, vi skal helt frem i angrebet og lægge massivt pres på de andres forsvar. Vi skal satse på at vinde stort, allerede i første halvleg. Som Preben Elkjær engang sagde: Fodbold er en kampsport, og kan man ikke tåle mosten, så må man sgu spille ludo. For overenskomstforhandlinger er grundlæggende set en (klasse)krig, bare uden våben.

Strejker i den offentlige sektor er forældede og passer ikke ind i et moderne samfund. Det sagde den tidligere formand for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin i Politiken den 23. april 2008. Det samme vil vi høre gentaget fra regeringen, KL og Regionsrådet.

MAGTHAVERNE OG OVERKLASSEN har altid forsøgt at dømme solidaritet og sammenhold ude. De har med jævne mellemrum erklæret fagbevægelsen for død, og som nu sagt, at strejkevåbnet er forældet. Men det hænger ikke sammen i virkelighedens verden, og det ved samfundets elite godt.

Alle større velfærdsreformer i Danmarks historie er kommet på baggrund af strejkebevægelser. Så når overklassen & co. siger, at strejker ikke passer ind i et moderne samfund, så er det måske fordi, strejker ikke virker for overklassen – men til gengæld giver arbejderklassen resultater.

Så lad os få storkonflikt, for vi er så klar til Payback time.