Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
DANSKERNE ER – desværre med rette – bekymret over, hvor ældreplejen er på vej hen. Behovene stiger. Antallet af ældre vil vokse kraftigt i de kommende år, og vi står på randen af det, som dårligt kan kaldes andet end en eksplosion i antallet af demensramte ældre. Alligevel har kommunerne år for år skåret ned på bevillingerne til den nødvendige pleje, omsorg og praktiske hjælp til de svageste ældre.
I VALGKAMPEN satte vælgerne uden at ryste på hånden ældreplejen ind på førstepladsen, når valgets temaer skulle rangordnes, og kandidaterne til kommunalbestyrelserne talte alle som én om behovet for værdighed og tilstrækkelige ressourcer og udpegede énstemmigt ældreplejen, som det område, der trænger mest til et økonomisk og ressourcemæssigt løft.
Kandidaterne stod nærmest på nakken af hinanden for at give det højeste bud på flere varme hænder, mere tid til praktisk hjælp, pleje og omsorg og mulighed for flere bad. Og de lokale kandidater blev bakket op af landspolitikerne på Christiansborg. Vi kan nærmest tapetsere FOAs forbundshus med interviews, debatindlæg og kronikker, som lover plejetrængende ældre og ældreplejens ansatte guld og grønne skove. Fremtiden i ældreplejen bliver simpelthen et El Dorado, hvis man skal tro valgløfterne.
Det er ikke så underligt, at det lige netop er ældreplejen, der har været i fokus. Vi har set og hørt, hvad besparelserne har bragt med sig. Dét, der er svært at forstå, er det faktum, at de selv samme landspolitikere og kommunalpolitikere gennem de seneste år selv har gjort ældreplejen nødlidende.
Den seneste valgperiode har budt på den ene besparelse og nedskæring efter den anden. Det kan kandidaterne ikke have overhørt. Hverken de ansatte, FOA eller andre har forsømt at gøre højlydt opmærksom på konsekvenserne af færre hjemmehjælpstimer, mindre bemanding og ringere serviceniveau.
VIL DE NYVALGTE kommunalpolitikere så indfri de mange løfter, eller handlede det blot om i valgkampens hede at score nogle billige point med en skarp profil på det mest profilerede valgtema? Det vil vi naturligvis følge tæt.
For der er brug for flere medarbejdere til de mange opgaver. I dag er det ikke usædvanligt, at en medarbejder i nattevagt har ansvaret helt alene for op til 42 plejetrængende ældre. Alene skal medarbejderen klare at skifte sengetøj hos en beboer, der ikke selv kan klare toiletbesøg, at berolige og være hos en beboer, der er utryg og bange og forsøger at søge hen til sit tidligere hjem, at sikre væskebalancen hos en beboer, som ikke selv kan række ud efter vandglasset samt mange andre plejeopgaver. Det siger sig selv, at det er en helt umulig opgave for en medarbejder at klare opgaverne med den faglighed og værdighed, hun er uddannet til, og som hun brænder for at få lov til at bruge.
Her har politikerne svigtet både medarbejderen og den ældre.
Og der er brug for, at ældre med behov for pleje og omsorg får deres behov dækket, og dermed bevarer deres livskvalitet.
En helt ny analyse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd – opgør, hvor meget hjælp eller rettere hvor lidt hjælp ældre får, og hvem de får den af.
Udviklingen i perioden fra 2002 – 2012 , som VIVE har kigget på, er meget klar. Svage ældre får langt mindre hjælp af ældreplejen, og det forventes, at de klarer langt mere selv og er mere afhængige af ægtefæller og andre pårørende.
TAG IKKE FEJL. Vi mener, at det er positivt, at ældre gennem rehabilitering får redskaber og mulighed til at kunne klare sig uden hjælp i længere tid, men det er desværre ikke kun det, analysen viser.
Der er nemlig flere og flere ældre, som ikke visiteres til den hjælp, de har behov for. Ideen om gennem rehabilitering af fastholde eller genvinde den ældres færdigheder tager i praksis alt for ofte udgangspunkt i de stærke ældre.
De svageste ældre bliver glemt, når kommunerne ruller store rehabiliteringsplaner ud. For de svageste ældre ender visionen om rehabilitering for ofte som besparelser på den nødvendige pleje, omsorg og praktiske hjælp.
Analysens nyeste tal er fra 2012, men siden da har der været massive nedskæringer i den kommunale ældrepleje og endnu mere fokus på rehabilitering. Derfor tror vi desværre, at vi kommer til at se endnu flere ældre, der ikke får den hjælp, de har behov for. Dermed svigter vi mennesker med et behov for hjælp og lægger samtidig et endnu større pres på de pårørende.
Vi ved, at der vil ske en stigning af mennesker der rammes af demens, og her kommer kommunalpolitikerne til at erkende, at det kræver mere end skåltaler ved valg. Svage ældre og demensramte har brug for tilstrækkelige ressourcer omkring sig.
Og det er netop her, at de nyvalgte skal bevise, at de er parat til at føre valgløfterne ud i livet og skaffe flere hænder til de ansatte, der i dag løber alt for stærkt.
Og de nyvalgte skal sammen med Christiansborg virkelig lægge sig i selen for at skabe mulighederne for at kunne skaffe uddannet arbejdskraft.
ALLEREDE NU MELDER tre ud af fire kommuner om mangel på social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Og det bliver langt værre i de kommende år, hvis politikerne ikke skaber forudsætningerne for at forøge uddannelsen af sosu’er. Om ti år er op mod hver tredje nuværende ansatte gået på pension, og lægger man behovet for flere ansatte som følge af det stigende antal ældre, antallet af sosu’er, som må forlade arbejdsmarkedet i utide og de mange ikke-uddannede sammen, så skal vi uddanne op mod 10.000 nye om året. I dag uddanner vi kun omkring det halve.
Der er med andre ord nok at tage fat på for de omvendte syndere i lokalpolitikken og landspolitikken. Det handler ganske enkelt om her og nu at få fingeren ud, hvis vælgerne ikke skal straffe de, der kun brugte omvendelsen som lændeklæde for at opnå valg.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.