Dette er en blog. Den giver udtryk for bloggerens personlige mening og er ikke et udtryk for Avisen.dks holding.

Hella Joof mener de lavtlønnede, de fattigste ikke skal kalde de rige ”grådige”, men kræve at betale mindre i skat selv. Og vi skal i hvert tilfælde ikke betale skat, inden vi har råd til det, skriver hun i en klumme på Berlingske.

Men hvad så med de velhavende, der har råd til at betale skat, hvorfor skal de så betale mindre, kan man jo tænke!

Og man kan vel også godt forstå, at der er en årsag til, at de der har mindst, bruger stærke ord, når de der har mest, ”nasser” samfundets overskud til sig selv.

Det er måske forbigået Hella Joofs verdensbillede, at det netop er de der har mindst, der har mest brug for et stærkt velfærdssamfund. De har netop ikke råd til at betale selv. Vi kan alle blive udsat for forhold i livet, der gør hjælp nødvendig til os selv eller vore familier.

Jo mere de velhavende i dette land suger ud af overskuddet, får en endnu større gruppe dårligere muligheder, når de får behov for hjælp.

Bloggen fortsætter under Facebook-opslaget:

Hella Joof fortsætter med et temmelig besynderlig eksempel om brede og smalle skuldre og dyr. Angivelig foregår lignelsen i Nordamerika, blandt de store Bisonflokke i fordums tid. De forbløffede læsere hjælpes heldigvis på vej, men en henslængt bemærkning om, at det er et billedsprog – tak, det var da meget hjælpsomt, det havde vi aldrig gættet…

Selv om fortællingen er lidt uklar, måske er den blevet genfortalt mange gange i Disruptionrådet?, så tolker jeg den derhen, at den bison, den ”Bredskuldrede” jæger nedlægger, er en sammenligning med, de mange penge de rige tjener i Danmark.

Og her er det så, at Hella Joofs historie helt og aldeles fortaber sig i vildmarkens bølgende horisonter.

Den, der jagede, tog ikke det meste selv, men delte med det fællesskab man var en del af, med de der samlede, og de der fik de øvrige funktioner i ”stammen” til at fungerer. Man delte, for det var en forudsætning for et godt liv for alle, og for at stammen kunne overleve.

Jeg er nu ikke så imponeret over Hella Joof’s fortælling.

At vi ikke må kalde de rigeste i dette land grådige, når de vil beholde hele ”byttet” selv, når de endda har fyldt forrådsdepoter op, bringer beretningerne frem om de feudale samfund i Europa, hvor præster og kunstnere optrådte som magthavernes forlængede arm og medvirkede til at holde de fattige, slaver, fæstebønder og proletariatet nede.

Hella Joof’s fortælling her er måske hendes betaling for at få lov til at sidde tæt ved nutidens hof, i Disruptionrådet. Men nytænkning bære det ikke præg af.

På et sidste område, tager Hella Joof også grundlæggende fejl.

Virkeligheden er nemlig, at det ikke kun er de lavtlønnede, der bruger stærke sprog over for elitens misbrug af den økonomi, som vi alle har bidraget til at spare sammen.

Ganske som i de mange forudgående år i den europæiske historie, er der ganske mange fra samfundets forskellige lag, der forstår værdien af social retfærdighed i et samfund. Og har talt magthaverne imod.

Det segment tilhører Helle Joof ikke, hun er blevet til en Klakør.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.