Erik Østenkjær Dipl. Psych. MFCC, mentaltræneren der har været sparringspartner for eliteidrætsudøvere indenfor 28 sportsgrene i 21 lande. Erik er forfatter, foredragsholder, musiker og kunstmaler.
Erik har tidligere været forstander og behandlingsleder for unge med svære psykiske og sociale problemer. Jeg opfatter mig selv som anarkisten der der ikke tror på magt, men på åbenhed, nærvær, samt brænder for tanken om at skabe et mentalt sundt samfund.
HVERT ÅR OMKRING NYTÅRSTID fejrer eliten indenfor forskellige områder deres elite, altså dem selv. I samarbejde med foreninger, organisationer, pressen og tv hædrer eliten sig selv, deres egne, der har gjort sig særlig bemærket indenfor sport, journalistik, tv, teater, kunst og kultur, spøg og skæmt nu kaldet stand-up. Ikke nok med det så er der jo gazellevirksomheder og en hel masse hæder til dem, der gør det godt i business, alle har de dog det til fælles, at de selv betragter sig som eliten.
Vi taler meget om afstanden mellem rig og fattig, de meget højtlønnede og de lavtlønnede, det er så her, at det ”slår” mig, hvis denne selvudråbte elite ikke havde middelklassen, arbejderne til at holde røven oppe på sig, var der jo ingen elite, så hvem er det egentlig, der burde hædres?
ER DET DEM, der dækker morgenbordet på hotellet, hvor eliten overnatter, dem der møder stabilt på arbejdet, giver det en skalle, når det kræves, er det dem, der holder vore veje og kloakker funktionsdygtige? Dem der møder op hver eneste dag i børnehaver, på uddannelsesinstitutioner og i vuggestuer for at passe godt på at udvikle elitens børn og unge. Jo, jeg ved godt, at elitens elite ikke sender deres børn på kommuneskolen, men på Herlufholm hvor de kan betale sig fra deres eksamener og SRP-opgaveløsninger. De klarer sig, for hvis de er helt dumme, kan de jo bare overtage fars eller mors magt.
Hvor er tv, pressen og organisationerne, når dem, der i virkeligheden udretter noget for samfundet, skal hædres? Hvorfor er der ingen, der forholder sig kritisk til denne dyrkelse af eliteguder? Når sporten hædrer sig selv, har de skabt en ”hall of fame”, der udødeliggør enkelte sports-individer, som aldrig uden en masse menneskers hjælp havde fået et liv på sportens første klasse og tjent kassen, så de kunne læne sig tilbage resten af livet som direktører med gyldne håndtryk.
BLIVER DET SKÆNKET en tanke ved disse hædersshow, at medens de står på scenen eller sidder og klapper af sig selv ved veldækkede runde borde, så er der rent faktisk en masse mennesker, der har det svært, der tænker for at overleve og ikke for at opleve.
Jeg syntes, det er på tide, at vi spørger os selv, hvad det er, vi vil med vores fantastiske lille land. Skal vi bare blindt gå Donald Trump-vejen, enhver er sin egen lykke smed, det er det, vi er godt i gang med. I Danmark har vi fået vores Hollywood, vores stand-up elite, vores sports-elite og vores erhvervselite, der både indenfor det private og nu også det offentlige går fra det ene gyldne håndtryk efter det andet uanset hvad de efterlader. De lever nemlig op til sloganet ” Jeg er min egen lykkes smed”.
DER SKAL EN HOLDNINGSÆNDRING TIL og den holdningsændring kommer ikke fra eliten. Det kan vi alle være hundrede procent sikre på, de ønsker kun at holde på deres magt og status … nej, holdningsændringen skal komme fra alle os, der er Danmarks rygrad, vi må og skal finde frem til, at hvis vi sidder og glor på disse shows, ja så fodrer vi tv og pressen med argumenter for at bibeholde disse intetsigende hædersshows. Det er som at købe ikke økologiske varer, hvis man vil have et økologisk land, det første holdning vi må ændre er fra, at det ikke nytter noget, til at det faktisk nytter noget. Vil vi en mere ligelig deling af goderne i vort samfund, må vi tage stilling til elitens brug og dyrkelse af sig selv, lige så vel som vi må tage stilling til, hvis der er borgere, der ikke kan klare sig i vores samfund.
JEG VILLE ØNSKE at vi begyndte at fejre de mennesker der står bag vores fællesskab, dem der bærer det hele, brandmanden, sygeplejersken, håndværkeren, skolelæreren, sælgeren, vejarbejderen, gartneren, slagterne, ekspedienten, taxachaufføren, pædagogen ... Alle dem der skaber og har skabt velfærdssamfundet og ikke eliten, der rider på ryggen af disse vort lands egentlige hæderskvinder og mænd.
Måske var det en opgave for fagforbund, faglige og sociale foreninger at vise og hædre dem, der i virkeligheden bærer vort samfund. Om ikke andet ville det sikkert skabe arbejdsglæde.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.