Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger i et interview udgivet sent torsdag, at lejesoldater fra Wagner-gruppen blev tilbudt at blive en del af den russiske hær efter fejlslagent mytteri.
Præsidenten udtaler sig til den russiske avis Kommersant.
Putin siger, at han i slutningen af juni tilbød at mødes med soldater og Wagner-lederen, Jevgenij Prigozjin, fem dage efter det fejlslagne mytteri mod den russiske militærledelse.
Prigozjin afblæste missionen som følge af en aftale om, at han kunne gå i eksil i Belarus, og at Wagner-soldater ikke ville blive retsforfulgt.
Putin siger yderligere i interviewet, at det er op til den russiske regering og parlamentet at diskutere den juridiske ramme for den private hær.
- Wagner eksisterer ikke, siger Putin til avisen.
- Der er ingen lov for private militære organisationer. Det eksisterer bare ikke, siger Putin.
En uenighed om kontrakter var angiveligt en medvirkende faktor til Wagner-gruppens oprør.
Det har Andrej Kartapolov, en indflydelsesrig parlamentariker, som er formand for forsvarskomitéen i det russiske parlaments underhus, udtalt.
Inden det fejlslagne mytteri blev det meldt ud, at alle, der udfører kampopgaver, skal underskrive kontrakter med ministeriet. Men det nægtede Jevgenij Prigozjin. Blandt andet fordi han er utilfreds med forsvarsminister Sergej Sjojgus ageren under krigen.
Det betød, at Wagner-soldater ikke længere skulle kæmpe i Ukraine, og derfor ville de ikke modtage penge fra staten.
Wagner er en privat militær gruppe bestående af lejesoldater.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters