- Københavns havneværter sejler i nattetimerne i den kommende weekend.
- Indsatsen skal skabe tryghed, når studenter og andre søger mod havnen i varmen.
- De arbejder opsøgende og i dialog, ikke som vagter.
Studenterhuerne ryger i luften i disse dage, og med udsigt til sol og høje temperaturer ender fejringen ofte med en tur i havnen. Derfor sætter Københavns Kommune ind med en udvidet natindsats på vandet.
De sejlende havneværter vil være på vandet fra klokken 14 til 06.
- Vi ved af erfaring, at mange studenter og festglade københavnere søger mod havnen i de her dage. Vores vigtigste opgave er at skabe tryghed gennem dialog og hjælpe folk med at passe på sig selv og hinanden, siger Shane C. Kenny, leder af havneværterne.
Havneværterne patruljerer, snakker med gæsterne og holder øje langs kajkanterne. Indsatsen er en del af Partnerskab for Sikker Havn, som blandt andre tæller Københavns Politi, Søfartsstyrelsen og By & Havn.
Partnerskabet har samtidig lanceret fem råd om sikker badning i havnen.
Kend dine vandkompetencer, før du bader i havnen - så kan du vælge et badested, der passer til dig.
- Find havnens lovlige badesteder
- Bad altid sammen med andre
- Gå aldrig i vandet påvirket af alkohol eller stoffer
- Tjek vandet og vejret
- Slip ikke børnene af syne