- Flere hundrede københavnere har søgt om at blive en del af Legolands nye Miniland-område inspireret af Københavns Havn.
- Nu er Rasmus Holde, hans mand Mads og deres søn Johan blandt de udvalgte.
Læs her, hvorfor familien snart kan ses på terrassen i Lego-format.
Når Legoland Billund den 1. juli åbner et nyt område i Miniland inspireret af Københavns Havn, flytter en helt særlig familie ind.
Rasmus Holde, hans mand Mads Famme og deres 5-årige søn Johan bliver nemlig bygget som Lego-figurer og placeret ved deres eget rækkehus i det nye område.
Familien er blandt de københavnere, der er blevet udvalgt efter en stor ansøgningsrunde, hvor flere hundrede håbefulde borgere skrev til Legoland for at få chancen for at blive foreviget i Miniland.
- Det er svært ikke at blive lidt stolt, når man får muligheden for at blive foreviget i Lego. For mange danskere er Lego og Legoland noget helt særligt, siger Rasmus Holde i en pressemeddelelse.
Sønnen Johan tager den nye berømmelse med ro, men har dog én bekymring.
- Det er fedt, at vi er blevet til Lego-figurer, men jeg håber ikke alle kommer og banker på vores dør, når vi nu er blevet kendte i Legoland, siger han.
Ifølge parken har interessen været overvældende. Der er blandt andet kommet ansøgninger fra københavnere, der cykler over Cirkelbroen, sejler kajak i havnen eller bor i de bygninger, som nu er blevet genskabt i Lego.
Det nye område i Miniland består af mere end en million LEGO-klodser og rummer blandt andet Kongeskibet Dannebrog, Reffen Street Food, Cirkelbroen, Lille Langebro og flere kendte steder fra Københavns Havn.
I alt bliver 14 københavnere og en hund bygget som Lego-figurer til området.