Da Aqua i marts 1997 udgav debutalbummet 'Aquarium', tog det knap en uge, før den første million cd'er var solgt. I dag står tælleren på svimlende 14 millioner solgte eksemplarer på verdensplan – et tal, der gør 'Aquarium' til det mest kommercielt succesfulde debutalbum i dansk musikhistorie. Nu hylder Rockmuseet under ROMU pladen med en ny, sommerlig udstilling dedikeret til den farverige firkløver fra København.
Udstillingen sætter fokus på et album, der mod alle odds blev en global popsensation. Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og Claus Norreen tilbragte sommeren 1996 i et lokale i København, hvor de skrev og indspillede de sange, der senere skulle dominere hitlister fra Tokyo til New York. Numre som 'Barbie Girl', 'Doctor Jones' og 'Lollipop (Candyman)' blev kulturelle vartegn for en hel generation.
Fik kritik
Modtagelsen herhjemme var dog langt fra varm. De danske dagblade tog hårdt fat på det, de opfattede som et overproduceret og infantilt udtryk – Ekstra Bladet uddelte berygtede 0 stjerner ved udgivelsen. Men ungdommen var ligeglad med anmelderne, og pladen blev hurtigt en international kæmpesucces.
Ifølge Rasmus Rosenørn fra Rockmuseet er kløften mellem kritikerne og publikum netop en af de mest interessante historier ved albummet.
- Anmelderne forstod simpelthen ikke Aquas superpoppede udtryk og deres skøre look, men det var netop det, som gik rent ind hos ungdommen. Det er et billede, der går igen og igen i historien og er meget tydeligt i Aquas tilfælde. Deres mix af eurodance og tyggegummipop var ikke en særligt anerkendt genre på trods af, at der kom en hel bølge danske artister i slutningen af 90'erne, som dyrkede den succesfuldt, siger han.
Aqua var nemlig blot toppen af en større dansk eurodance-bølge, der også talte navne som Daze, Toy-Box og Hit 'n' Hide. Men ingen af dem nåede tilnærmelsesvis samme højder som de fire fra hovedstaden.
Dybe spor
For Rosenørn er der ingen tvivl om, at 'Aquarium' har sat sig varige spor i dansk og international popkultur.
- Aquarium har en særlig plads i historiebøgerne. Med et salgstal på 14 millioner eksemplarer world wide bliver det ikke mere kommercielt succesfuldt i den danske musikhistorie for et debutband, og det er en imponerende bedrift selv årtier efter, siger han.