Hele Danmarks kagelystne tv-publikum får et chok, når næste sæson af "Den store bagedyst" ruller over skærmen, for det bliver den sidste med Timm Vladimir som vært.
I en video delt på sin egen Facebook-profil løfter den populære DR-profil sløret for beslutningen, der markerer enden på en æra i dansk underholdnings-tv.
- Jeg har nemlig sagt mit job op. Det er noget, jeg har vidst i lang tid, og for halvanden måned siden meddelte jeg det til redaktionen, siger han i videoen og understreger, at der ikke gemmer sig noget drama bag kulisserne.
- Det er ikke fordi, der er nogle af os, der er uvenner. Vi elsker alle sammen vores job, og det har været 13 fantastiske år. Det er simpelthen bare mig, der kan mærke, jeg er kommet til et punkt, hvor jeg godt kunne tænke mig at prøve at lave noget andet, lyder det fra Timm Vladimir ifølge Se og Hør.
Siden Den store bagedyst fik premiere på DR, har Timm Vladimir været programmets faste, lune omdrejningspunkt - senest flankeret af dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo. Sammen har de udgjort den faste kerne i det hyggelige kageunivers, som uge efter uge har samlet hundredtusindvis af danskere foran skærmen.