Det bliver markant dyrere - og i værste fald frihedsberøvende - at se stort på arbejdsmiljøet i danske virksomheder. Den 1. marts 2026 trådte en række skærpede strafferegler i arbejdsmiljøloven i kraft, og for første gang i dansk ret findes der nu et vejledende niveau for, hvornår ledelsespersoner kan idømmes fængselsstraf for overtrædelser af lovgivningen.
De nye regler retter sig særligt mod to typer sager: grove asbest-overtrædelser og ulykker, hvor en eller flere personer mister livet eller pådrager sig andre meget alvorlige skader. I disse tilfælde kan ansvaret nu ramme personligt - helt ind på direktionsgangen.
Det er en historisk ændring. Der er ikke tidligere blevet idømt fængselsstraf for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen i Danmark, og lovændringen sender et utvetydigt signal om, at det personlige ansvar i toppen af virksomhederne skal skærpes.
Højere bøder
De nye regler omfatter en bred kreds af ledelsespersoner. Det gælder virksomhedsledere i selskaber, arbejdsgivere i personligt ejede virksomheder og arbejdsledere ude på arbejdspladserne. Forudsætningen for fængselsstraf er, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Den endelige strafudmåling beror fortsat på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, jf. straffelovens kapitel 10.
Ud over muligheden for fængselsstraf hæves bødeniveauet for store virksomheder på to konkrete områder. Det drejer sig om manglende anmeldelse af arbejdsulykker samt bygherrers manglende udarbejdelse af sikkerheds- og sundhedsplan på byggepladser. Begge dele har længe været et fokuspunkt for Arbejdstilsynet.
Samtidig overvejes det nu, om straf for udvalgte formelle overtrædelser skal kunne komme på tale, uanset om virksomheden efterkommer et påbud fra Arbejdstilsynet. Hidtil har efterlevelse af påbud i mange tilfælde haft betydning for, om sagen endte med straf.
Lovændringen udspringer af en politisk aftale om en national strategi om asbest, som blev indgået i oktober 2025.