- En 38-årig mand fra Aarhus dømt i omfattende sag om hvidvask.
- Sagen omhandler stråmandsvirksomheder og fiktive fakturaer.
- Udover den dømte er en anden mand dømt og en mere på vej i retten.
En 38-årig mand fra Aarhus er ved Retten i Kolding blevet idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel for hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed. Dte er sket ved retten i Kolding.
Som en del af dommen blev den 38-årige desuden frakendt retten til indtil videre at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i Danmark eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Retten besluttede samtidig at konfiskere udbytte fra kriminaliteten i form af 935.819 kroner samt 109.400 kroner og 4.630 euro i kontanter. Den dømte blev desuden tildelt en advarsel om udvisning.
Omfattende efterforskning
Sagen har været genstand for en omfattende efterforskning ved Sydøstjyllands Politi og omhandler blandt andet stråmandsvirksomheder og fiktive fakturaer.
- Der er tale om en omfattende og kompleks efterforskning, hvor Sydøstjyllands Politi har kortlagt et betydeligt hvidvasksystem med mange transaktioner og flere involverede personer. Dommen er et vigtigt resultat af et målrettet efterforskningsarbejde, og den sender et klart signal om, at økonomisk kriminalitet af denne karakter bliver mødt med retslige konsekvenser, siger anklager Ugur Ciftci fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.
Den 38-årige var ikke den eneste tiltalte i sagskomplekset. Den 5. maj i år blev en 23-årig mand fra Vejle idømt to års ubetinget fængsel for blandt andet hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed. Han tilstod at have medvirket til hvidvask af godt 31,7 millioner kroner gennem en række stråmandsvirksomheder og blev ligesom den 38-årige frakendt retten til at deltage i ledelsen af erhvervsvirksomheder samt tildelt en advarsel om udvisning.
Endnu en tiltalt i sagskomplekset skal efter planen for Retten i Kolding torsdag den 2. juli i år.
Den 38-årige modtog dommen.