Børn og unge i København, der mistrives psykisk, skal have lettere ved at finde frem til den rette hjælp. Københavns Kommune tilfører nu ekstra midler til ’Indgang til bedre mental sundhed’, som siden 1. januar 2025 har fungeret som én samlet indgang til kommunens tilbud.
Via indgangen kan børn, unge og forældre uden henvisning få vejledning, afklarende samtaler og henvisning videre til relevante kommunale tilbud. Tilbuddet er en del af bestræbelsen på at gribe ind tidligt, før mistrivsel udvikler sig.
Med den tidligere regerings 10-årsplan for psykiatrien får de lettilgængelige behandlingstilbud i hele landet flere midler. I København betyder det konkret, at den fælles indgang får tilført fem millioner kroner ekstra i 2026. Beløbet stiger gradvist til 10 millioner kroner i 2027, 20 millioner kroner i 2028 og 30 millioner kroner årligt fra 2029 og frem.
Sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) understreger, at langt de fleste børn og unge i hovedstaden trives, men at dem, der har brug for hjælp, skal have den så tidligt som muligt og på den mindst indgribende måde. Han peger på, at kommunen længe har haft stærke tilbud inden for mental sundhed, og at den fælles indgang skal gøre det lettere for borgerne at finde rundt i systemet. Ifølge borgmesteren handler indsatsen om at løse problemerne frem for at udrede og finde nye diagnoser, og han ser frem til, at indsatsen kan styrkes yderligere - blandt andet gennem et tættere samarbejde med civilsamfundet.
De stigende bevillinger frem mod 2029 skal blandt andet bruges til at udvide kapaciteten, så ventetiderne holdes nede, og til at styrke samarbejdet med foreninger og frivillige organisationer, der arbejder med børn og unges trivsel i hovedstaden.