Det nye grønne område på Krakas Plads og Sigynsgade på Nørrebro er udviklet i samarbejde med de lokale beboere, den lokale daginstitution Krible Krable og boligforeningerne i området.
Før var området præget af biltrafik og parkeringspladser. Beboerne ønskede sig mere grønt og flere træer. De drømte også om opholdssteder, mulighed for leg og bedre forhold for cyklister og gående.
Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester er begejstret for det nye område:
- Krakas Plads og Sigynsgade er gået fra at være et område præget af biler og parkeringspladser til nu også at være et smukt og grønt byrum fyldt med næsten 100 træer, bænke, legeområder og bedre cykelforbindelse. Jeg er også glad for, at det er lykkedes at genbruge mange af materialerne, siger hun.
I løbet af sommeren og efteråret 2026 vil Områdefornyelsen sammen med lokale aktører desuden stå for aktiviteter for kvarterets børn og unge, som skal bidrage til liv og fællesskab i det nye byrum.