19 procent af danskerne, svarer at de sjældent eller aldrig bruger solcreme, mens hele 80 procent af danskerne svarer, at de smører sig med solcreme flere gange om dagen, når de er på ferie i udlandet.
- Når fire ud af fem smører sig flere gange dagligt på ferien, tyder det på, at solbeskyttelse er blevet en naturlig del af mange danskeres ferierutiner. Det er vi glade for, siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør i Apollo Danmark.
Mændene halter efter
Undersøgelsen viser tydelige forskelle mellem kvinder og mænd. Mens 15 procent af kvinderne svarer, at de sjældent eller aldrig bruger solcreme på ferien, gælder det hele 23 procent af mændene. Samtidig svarer 44 procent af mændene, at de nøjes med at smøre sig én til to gange om dagen, og kun knap tre procent smører sig ind efter hver svømmetur.
Ifølge Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse, er der fortsat behov for at minde danskerne om gode solvaner:
- Solbeskyttelse er særligt vigtig, når vi rejser sydpå, hvor solens UV-stråling er stærkere. Hvis vi glemmer solrådene om skygge, solhat og solcreme, risikerer vi, at ferien bliver ødelagt af en smertefuld solskoldning. På længere sigt er konsekvenserne endnu mere alvorlige, da solskoldninger øger risikoen for modermærkekræft, siger hun.
Sammenlignet med nabolandene halter danskerne efter. Mens 80 procent af danskerne smører sig flere gange dagligt på udenlandsferien, gælder det 82 procent af svenskerne og hele 88,4 procent af nordmændene.
Samtidig svarer 19 procent af danskerne, at de sjældent eller aldrig bruger solcreme. Det samme gælder 18 procent af svenskerne og kun 11 procent af nordmændene.
- Brug mindst faktor 30 i rigelige mængder.
- En god huskeregel er: 1 krop = en håndfuld.
- Smør dig ind om morgenen, før du går ud i solen.
- Smør dig ind to gange med ca. 10 minutters mellemrum.
- Genindsmør efter badning eller hvis du sveder.