Prins om Dianas død: Ville ønske mine børn kunne lære hende at kende

Prins William siger i et ærligt interview, at sorgen efter prinsesse Dianas død ikke er som andre menneskers sorg
Prins William og prinsesse Catherine ønsker, at børnene George og Charlotte ikke får en opvækst bag slottets tykke mure.
Prins William og prinsesse Catherine ønsker, at børnene George og Charlotte ikke får en opvækst bag slottets tykke mure. Foto: Gonzalo Fuentes/Scanpix Denmark

Prins William var 15 år, da prinsesse Diana sammen med kæresten Dodi Fayed blev dræbt i en bilulykke 31. august 1997.

I et interview med det britiske magasin GQ fortæller prins William nu, hvordan det gør ham trist, at Diana aldrig vil se hans børn vokse op.

- Det gør mig også trist, at de aldrig vil lære hende at kende, siger han ifølge TV 2.

I interviewet fortæller han, at han i dag bedre kan snakke om Diana og mindes hende end tidligere.

- Det har taget mig 20 år at nå hertil. Jeg synes stadig, at det er svært i dag. Det er ikke ligesom andres sorg. Alle kender historien og hende. Det er en anden situation, fordi andre kan vælge, om de vil gemme følelserne væk eller dele historien, siger prinsen.

For prins William er et stabilt familieliv meget vigtigt for ham og hustruen, hertuginde Catherine.

De vil gerne have, at sønnen George ikke vokser op bag slottets mure, men udenfor.

- Pressen gør det svært, men jeg vil kæmpe for, at det lykkes, siger han til GQ.

Prins William bliver 35 år 21. juni og er den ældste søn af prins Charles og prinsesse Diana. Hans bror, prins Henry, er knap to år yngre.

Prins William er nummer to i arvefølgen til den britiske trone efter sin far. Han blev gift med Catherine Middleton i 2011. Sammen har de prins George, som bliver fire år 22. juli og prinsesse Charlotte, som blev to år 2. maj.


Prinserne William og Henry. Foto: Reuters/Scanpix/arkiv

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.