Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
ÅRET BLEV ikke lige, som jeg havde regnet med. En kollega døde. Vi kæmpede. Det slutter heller ikke, som jeg havde håbet på.
Fra gaden hører jeg udrykning. Politi og ambulance kører forbi i fuld fart. Min puls stiger med det samme. Drejer de af ved Lindegården? Mine tanker er straks på mine kollegaer og beboerne i de lave bygninger. Jeg beder til, at der ikke er sket noget med dem.
Sådan katastrofetanker har jeg haft, siden jeg begyndte at arbejde på bostedet Lindegården, som jeg bor lige ved siden af. Mine tanker bunder i en hverdag, der desværre har været præget af vold og trusler.
Tankerner er blevet værre efter det, der skete den 25 marts 2016, hvor min kollega blev dræbt. Det var absolut ikke noget, jeg havde forstillet mig skulle ske. Mine kollegaer og jeg havde faktisk talt om det, men den 25. marts kom som et chok.
NU ER året ved at være slut. Der er grundlæggende ikke er sket noget, der kan forhindre, at det sker igen et eller andet sted i Danmark. Vi har fået et politisk løfte, der måske løser nogle af udfordringerne. Men løftet får først effekt fra 2018, og det løser ikke de grundlæggende problemer.
Det gør mig så vred, at politikerne ikke forstår, at der er brug for flere hænder og flere sengepladser i psykiatrien – både den kommunale og den regionale. Det gør mig vred, at politikerne ikke kan se at ved at spare på hænder og sengepladser, har de skabt en psykiatri, som koster menneske liv.
Det er det, sirenerne fra gaden foran min lejlighed minder mig om. Også når de blå blink ikke drejer af ved Lindegården.
Og det er ikke kun i psykiatrien, der mangler hænder. Det er alle steder i det offentlige. Hvordan kan politikerne for eksempel lukke øjnene for, at der simpelthen ikke er ansatte nok til at tage sig af vores børn i vuggestuer, børnehaver og skolerne?
MAN KAN læse den ene artikel efter den anden, der fortæller, hvordan børn i dag bliver mere og mere sårbar, at de får diverse diagnoser og ikke trives. Og alligevel bliver politikerne ved med at skære ned på personalet, og jeg tænker: ”kan de ikke se, at det skaber utrygge børn, når de skal navigere i kæmpe store enheder, med meget få voksne”.
Når det gælder vores ældre, er det ikke bedre. Heller ikke her er der hænder nok. Jeg bor overfor et plejehjem, og jeg oplever at personalet gør deres bedste, men de er ikke nok til at yde den omsorg, der er brug for. Dagligt hører jeg de ældre råbe om hjælp fra deres boliger, og det skærer i mit hjerte, men der er simpelthen ikke personale nok til, at de ældre kan få hjælpen, når de har brug for den.
Jeg havde håbet, at politikerne havde prioriteret flere hænder i 2016. Jeg havde håbet på, at politikerne ville stoppe med at prøve på at løse problemerne med udsagn om, at det er social-og sundhedsassistenterne, lærerne, pædagogerne og alle de andre faggrupper i det offentlige, der mangler uddannelse og opkvalificering.
Jeg får lyst til at stille mig ind på Christiansborg og råbe højt til regeringen: ” Vi er fagligt dygtige, og vi vil rigtig gerne gøre en forskel i samfundet, men det kræver FLERE HÆNDER!”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.