Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG

JEG HAR VALGT at arbejde i socialpsykiatrien. Jeg er vild med mit arbejde, og jeg vil blive ved med at kæmpe for bedre vilkår, både for ansatte og beboere.

Hvad er det, der driver mig på arbejde hver dag? Hvorfor vil jeg arbejde et sted, hvor der kan opstå situationer, der er så farlige, at man kan miste livet?

Det bliver jeg spurgt om hver gang, at jeg fortæller, at jeg arbejder på Lindegårdshusene i Roskilde, hvor en af mine kollegaer i marts sidste år blev knivdræbt af en beboer.

Jeg kan godt forstå, at man undres, fordi før drabet på min kollega, havde jeg selv skræmmeforestillinger omkring det socialpsykiatriske bosted Ringbo, hvor en anden ansat også blev stukket ihjel med en kniv.

Læs også:

Vagtværn og narkohunde vinder frem på psykiatriske afdelinger

MIN OPLEVELSE ER, at socialpsykiatrien er et fantastisk sted at arbejde, et sted med dejlige mennesker, der ønsker et almindeligt liv, hvor de kan klare sig selv. Dem, der bor på et socialpsykiatrisk bosted, er mennesker som alle andre mennesker.

De fleste har haft en ganske normal barndom, mange har nået at få en uddannelse, job og familie, før de blev psykisk syge. Men det er mennesker, som har brug for hjælp, fordi de på grund af deres psykiske sygdom har mistet overblikket over deres liv.

Når der på Lindegårdshusene opstår farlige situationer med vold og trusler, er det fordi beboerne er så syge, at de er til fare for sig selv og andre. Der findes beboere, som ikke kan få den nødvendige behandling, fordi der mangler sengepladser i behandlingspsykiatrien.

Kun når vi har personale nok på arbejde, kan vi bruge vores faglighed og få skabt en tryg og forudsigelig hverdag for beboerne.

Læs også:

Mias kollega blev dræbt: Hvordan kan politikerne lukke øjnene?

JEG ER RIGTIG VRED OG KED AF DET, fordi der er stadig ikke sket konkrete handlinger i psykiatrien, der har ændret på, at de psykisk syge kan få den hjælp, de har brug for. Man får gjort en masse mennesker mere syge, end de behøver at være, og vi får skabt en psykiatri, der er et farligt sted at være for alle.

Det værste, man kunne have forestillet sig, er sket. Der er mennesker i psykiatrien, der er mistet livet, der er mennesker, der bliver ofre, og der er en gruppe mennesker, der er blevet stigmatiseret som farlige.

ALT SAMMEN PÅ GRUND AF, at der stadig ikke er sket konkrete handlinger, der har forbedret sikkerheden for alle. Psykiatrien er i en årrække blevet nedprioriteret, hvilket har medført, at der er blevet skåret i sengepladser og personale.

Det næste spørgsmål, der er relevant at stille, er:

Har man gjort noget for at undgå, at det sker igen?

Så jeg stadig har lyst til at arbejde på Lindegården. Så jeg stadig har lyst til at arbejde med mennesker, der kan blive så syge, at de er til fare for sig selv og andre.

Desværre prioriterer politikerne tilsyneladende ikke at gøre noget ved forholdene i psykiatrien.

Læs også:

Bent arbejder på Risskov: Narkohunde og vagtværn hjælper ikke