Tirsdag den 3. november bliver danske VM-guldvindere i cykling fejret på Københavns Rådhus.
På programmet står taler, reception og de traditionelle rådhuspandekager.
Der bliver både guldglans og pandekager, når Københavns Rådhus tirsdag den 3. november hylder de danske verdensmestre i cykling.
Fejringen kommer efter et VM i Shanghai, hvor Danmark sikrede sig seks medaljer og sluttede som den tredjebedste nation på medaljetabellen. Særligt herrernes sejr i 4.000 meter holdforfølgelsesløb skrev historie. Danmark vandt nemlig VM-guld for fjerde år i træk, hvilket ingen nation tidligere har præsteret. Derudover vandt Lasse Norman Leth og Carl-Frederik Bévort guld i parløb, mens Magnus Bak Klaris sikrede sig VM-guld i gravel-cykling ved mesterskaberne i Australien.
Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) glæder sig over resultaterne.
- Cykling er noget helt særligt her i København, og derfor er det også ekstra stort, når danske cykelryttere - og endda en københavner som Magnus Bak Klaris – tager medaljer hjem fra verdensmesterskaberne, siger hun.
Fejringen finder sted i Festsalen på Københavns Rådhus. Her vil blandt andre overborgmesteren og VM-guldvinderen Lasse Norman Leth holde tale, inden der serveres rådhuspandekager.