Thaksin blev fundet skyldig i at have brugt sin politiske indflydelse til at hjælpe sin kone med at købe jord fra en statslig myndighed til spotpris.
Parret flygtede i august til Storbritannien med den begrundelse, at de ikke ville få en fair rettergang i Thailand.
Dommen er den første i en række sager mod Thaksin, der begyndte efter militærkuppet i 2006, skriver BBC.
Kupmagerne hævdede, at der havde været omfattende korruption og magtmisbrug under Thaksins styre, og nedsatte en specialenhed til at undersøge forretningsaftaler mellem den tidligere leder og personer i hans netværk.
Thaksins kone er allerede blevet idømt tre års fængsel for skattesvig.
Demonstranter i Thailand har i ugevis krævet, at den nuværende regering går af, da den menes at være for tæt forbundet med Thaksin.
Uroen har efterladt den nuværende premierminister Somchai Wongsawat, Thaksins svoger, og hans regering i en handlingslammet situation.
Det ventes ikke at dommen over Thaksin vil tilfredsstille de tusindvis af demonstranter, der har været samlet udenfor premierministerens kontor i de seneste to måneder.
/Newspaq/