Rejsende, der overvejer en tur til Thailand, skal i øjeblikket være ekstra opmærksomme, når de tænder for bruseren eller hopper en tur i poolen.
For det endte tragisk, da en 25-årig svensk mand og dennes 23-årige veninde ville tage et brusebad, hvor de blev ramt af strømførende vandstråler. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
Ulykken skete i lørdags på et hotel i AO Nang i Krabi-provinsen. Der lød pludselig et skrig fra badeværelset, og da en rejsefælle kom til undsætning, blev hun mødt af et frygteligt syn.
De to rejsekammerat lå livløse på gulvet, og den chokerede rejsefælle prøvede på at vække sine kammerater til live. Hun fik dog selv et stød, og måtte lynhurtigt trække sig væk.
"Brusebadet er blevet strømførende på den ene eller den anden måde. Det er de spor, man i øjeblikket arbejder med," siger Per-Anders Andersson på den svenske ambassade i Bangkok til avisen.
De to dræbte svenskere kom fra en lille svensk by i Jämtland, og de skulle efter planen rejse rundt i Asien frem til juni sammen med deres to rejsefæller. De to overlevende rejsekammerater har valgt at afbryde resten af turen og rejser hjem, erfarer Aftonbladet.
Kilde: Aftonbladet.