To mænd på 24 og 37 år er varetægtsfængslet i fire uger efter en række indbrud og indbrudsforsøg i Nyborg-området.
Politiet fandt stjålne genstande og lagde sig på lur.
Da mændene vendte tilbage, blev de anholdt.
En hundepatrulje, stjålne designerlamper og en beslutning om at vente på gerningspersonernes tilbagekomst blev afgørende, da Fyns Politi tirsdag den 3. november anholdt to mænd i Nyborg.
Mændene på 24 og 37 år, der begge kommer fra Nyborg Kommune, er sigtet for hver ti forhold om indbrud og indbrudsforsøg. Ifølge Fyns Politi har indbruddene fundet sted over flere måneder og ramt både private boliger og erhvervsejendomme. Blandt tyvekosterne er designermøbler, lamper og andre værdigenstande.
Politiet ventede
Anholdelserne kom efter en målrettet efterforskning af indbruddene. Under en politiaktion tirsdag fandt en hundepatrulje flere genstande, herunder designerlamper, som politiet kunne forbinde med det seneste indbrud. I stedet for at forlade stedet besluttede betjentene at holde øje med genstandene i håb om, at nogen ville vende tilbage for at hente dem.
Det skete senere samme dag, hvor de to mænd blev anholdt.
- Det er et rigtig flot stykke politiarbejde, der ligger bag de to anholdelser. Der er blevet arbejdet målrettet med at efterforske de mange indbrud, og samtidig har patruljerne på stedet vist både initiativ og godt politiinstinkt, siger specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke fra Fyns Politi.
Varetægtsfængslet i fire uger
Onsdag den 4. november blev de to mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg. Her blev de begge varetægtsfængslet i fire uger.
Flere områder på Fyn, herunder Nyborg Kommune, har gennem længere tid været plaget af indbrud. Fyns Politi håber, at anholdelserne kan være med til at nedbringe antallet af indbrud og skabe større tryghed i området.
Efterforskningen fortsætter.