Blog
Af Jesper Grunwald
Om Jesper Grunwald
Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DER ER GODT NOK FORSKEL på stemningen blandt skolelærerne i foråret 2013 og her 5 år senere. Jeg var ny taxichauffør dengang og oplevede både frustrationen blandt lærerne selv (jeg er gift med en lærer) og en slags skadefryd hos de af mine kunder, der mente, at ”det er på tide, at de bliver banket på plads”.
Efter en måneds lockout, greb den røde regering ind og besluttede en overenskomst ved lov. Det lignede mest en reel iscenesættelse af et karaktermord på lærerne og deres fagforening. Og socialdemokratiet har givetvis fået den udfordring i, at det er knap så ædelt at være socialdemokrat blandt skolelærere – et fag, hvor partiet traditionelt har stået stærkt.
Lærerne er langt fra igennem deres nye overenskomstforhandlinger endnu. Men det har skabt en nærmest smilende solidaritetsfølelse, at organisationerne for de 750.000 offentligt
ansatte ikke vil acceptere forhandling af de centrale områder, før der er udsigt til, at lærerne får forhandlet en arbejdstidsaftale hjem.
DET SIMRER stille og roligt af solidaritet.
Solidaritet.
Åh, det er et stort ord, - næsten for stort til at have i munden. Alle, der var unge i 70’erne, voksede op med ordet i en sådan grad, at vi indimellem blev overmætte af svulstigheden. Det er er nærmest som ordene ”jeg elsker dig”, der engang var forbeholdt en dialog mellem to i enrum. Nu kan vi ligesom amerikanerne skrive det til veninderne eller skulderklappe vennerne med det, uden at det forpligter så voldsomt.
Sprog er ikke bare objektive ord. Der er masser af politik i sprogbrugen, og ord kan næsten skifte betydning over tid.
SE NU BARE PÅ ORDET FÆDRELANDET, der har ligget så lunt i sangene i Grundtvigs højskole-Danmark. Efter firserne, kriserne, Fogh-regeringen, krigsdeltagelsen og det internationale højresving, er fædrelandet blevet kidnappet af de borgerligste borgerlige og blevet ren slang på den yderste nationalkonservative front.
Ordet er blevet et klistermærke som Dannebrog på DF’s valgplakater. Prøv blot at surfe på facebook blandt de mest giftige fremmedhadere. Efter en kort tid støder du på gamle runer, masser af vikinger og links til ukendte, udenlandske sites. Nu er fædrelandet kun et hanefjed fra retorikken, der ledte ind til nazismen.
I fædrelands-universet er solidaritet som en rød pest i en sort jungle.
Solidaritet.
Der er noget gammeldags over ordet. Det tilhører forhistorien, mens individualismen tilhører nutiden – i hele spektret fra smarte apps til højrefløjens filosoffer i den borgerlige presse.
Måske er det lige netop nu, vi skal tale solidaritet igen. Der er simpelthen brug for det!
VELSTANDEN HAR BREDT SIG her hos os – men forskellene vokser. Høj uddannelse er i princippet en mulighed for alle – men du er en større taber, hvis ikke du har en. De snærende bånd mellem politik og fagbevægelse er løsnet. Mange melder sig glade ind i en gul fagforening. der har erstattet solidaritetstænkning med dumpingpriser på kontingentet.
Og der er blevet bedre plads til en ny slags helte i det arbejdende folk. Se nu bare trafikordfører Kim Christensen fra Folkepartiet. Han er nok den DF’er, jeg har set få flest varme klapsalver blandt danskere af anden etnisk herkomst. Han talte dunder mod UBER og løndumping foran byretten i København.
Taxi-erhvervet er som bekendt multietnisk og Mustafa elskede Kim, selv om Kim helst vil sende Muhammed hjem til de varme lande.
Det var politisk historie – LIVE!
Selv vil DF’eren ikke have en overenskomst ind i sin egen restaurant-forretning.
Det er politisk hykleri – in REAL life!
DET ER NOGET SVÆRT NOGET, det med solidaritet og fagforeninger.
Jeg er selv medlem af en fagforening – Dansk Journalistforbund. Det er der jeg kommer fra. Det er skrivedelen af mit liv. Faglig identitet og mulighed for efteruddannelse. Men virkeligheden er, at jeg arbejder som fuldtids taxichauffør. Jeg har det skidt med ikke at stå i fagforening med mine kolleger i 3F.
Det er den der solidaritet, der spøger igen.
Det er kløften mellem de gamle skikke og de nye vilkår.
Så det er faktisk ret personlige følelser, der er i spil hos Taxamanden, når LO og FTF skal mødes på fredag for at tale fusion – dannelse af den hélt store hovedorganisation i Danmark. Det er gamle vaner i fag og job.
Det er nye tider, når man betænker den gigantiske, digitale, globale kapitalisme som nærmest er kannibalistisk i sin omgang med lønmodtagerne
Jeg synes princippet og strategien er rigtig.
Det er i længden umuligt at fastholde en fagforeningsstruktur, som bygger på virkeligheden i det gamle industrisamfund. Men selv er jeg er altså i den specielle situation, at 3F i mit ene, faglige hjertekammer nærmest er imod sammenlægningen, mens journalistforbundet - det andet - nærmest gør en ære i ikke at være tværfaglig.
Gør ensomheden stærk?
Hvis fagbevægelsen var en enhed, behøvede jeg ikke gruble så meget over, hvor jeg skulle gå hen med mit fællesskab. Fusionen bør være en mulighed for at nyskabe solidaritet på det moderne, danske arbejdsmarked.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.