Højesteret har skærpet andsrettens dom over en militæransat mand, der blev fundet skyldig i voldtægt af en kvinde på en kaserne. Manden er idømt 2 års fængsel mod 1 år og 9 måneder i Landsretten.
Sagen tog sit udgangspunkt i et hvilerum på kasernen, hvor manden kyssede forurettede i skridtet og efterfølgende gennemførte vaginalt samleje med hende uden hendes samtykke. Ifølge sagens oplysninger tog manden fat i kvindens arme og førte hende på eget initiativ over til sengen. Der var på gerningstidspunktet ingen seksuel relation mellem de to, og parterne havde hverken talt eller skrevet sammen om at indlede et seksuelt forhold.
Ud over voldtægten blev den dømte også fundet skyldig i fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse samt et tilfælde af vold. Forholdene var begået mod både forurettede i voldtægtssagen og andre personer med tilknytning til kasernen.
Et centralt spørgsmål i sagen var anvendelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., der blev indført i dansk ret for at gøre seksuelt samvær uden samtykke strafbart. Højesteret fandt, at landsretten hverken havde anvendt selve bestemmelsen eller det strafferetlige forsætsbegreb forkert, da manden blev kendt skyldig i voldtægt.