Hvert år koster økonomisk kriminalitet det danske samfund over 100 milliarder kroner. Nu styrkes indsatsen mod den med et nyt samarbejde mellem banker, politi og organisationer.
Finans Danmark - der organiserer de danske banker - er netop trådt ind i styregruppen for ODIN, som er politiets samarbejde med finanssektoren om at bekæmpe finansiel kriminalitet. Banker som Danske Bank, Nordea og Nykredit har været med fra starten, men Finans Danmark måtte vente, fordi der manglede lovhjemmel til organisationens deltagelse.
Den er nu på plads.
- ODIN har allerede leveret konkrete resultater. Med Finans Danmark i styregruppen kan vi løfte indsatsen på tværs af hele sektoren, siger underdirektør Kjeld Gosvig-Jensen fra Finans Danmark.
Red Barnet deltager
Samtidig udvides samarbejdet til også at omfatte fjernovergreb - en form for kriminalitet, hvor mænd i Danmark betaler for, at børn i andre lande udsættes for seksuelle overgreb foran et kamera.
Red Barnet indtræder i ODIN-samarbejdet med fokus netop på det område.
- Børn i Filippinerne og andre lande langt væk fra Danmarks grænser skal ikke udsættes for seksuelle overgreb bestilt af mænd i Danmark. Det er modbydelige forbrydelser, som vi som samfund skal blive langt bedre til at bekæmpe, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet.