Drikkevareproducenter i Danmark vælger i stigende grad emballager, der er nemmere at genanvende. Det viser nye tal fra Dansk Retursystem, som peger på, at andelen af solgte dåser og flasker med pant, der pålægges tillægsgebyr på grund af vanskeligere håndtering, er faldet fra 5,6 procent i 2022 til 4,6 procent i 2025. Det svarer til et fald på ét procentpoint på fire år.
Udviklingen falder sammen med, at tæt på 100 procent af de pantbelagte dåser og flasker, der i 2025 blev sendt til genanvendelse, er blevet til nye dåser og flasker. Dermed lukker materialerne den cirkulære cyklus i et omfang, som få andre emballagestrømme kan måle sig med.
Rådgivning virker
Ifølge Dansk Retursystem er det især selskabets målrettede rådgivning af producenter og den gebyrstruktur, der ligger bag det danske pant- og retursystem, der trækker udviklingen. Systemet er indrettet sådan, at det er billigere at sætte emballager på markedet, hvis de kan genanvendes i høj kvalitet – og dyrere, hvis de skaber problemer i sorteringen.
Heidi Schütt Larsen, vicedirektør for cirkulær økonomi i Dansk Retursystem, forklarer mekanismen sådan:
- Princippet i det danske pant- og retursystem er, at alle emballager bærer deres egen omkostning. Det giver producenten et direkte økonomisk incitament til at træffe de rigtige designvalg fra starten – og færre tillægsgebyrer vidner om generelt bedre designs. Hvis en producent måske alligevel vælger materialer, farver eller komponenter, der gør en emballage vanskeligere at genanvende, eller som kræver manuel håndtering i sorteringsprocessen, pålægges emballagen tillægsgebyr, siger hun.
I Danmark er der frit emballagevalg. Det betyder, at producenterne selv bestemmer, hvordan deres dåser og flasker skal se ud, både når det gælder materialer, farver og lukkemekanismer.