Hvert år ender knap 73.000 ældre danskere på sygehuset med diagnoser, der ifølge Ældre Sagen godt kunne have været behandlet hjemme: dehydrering, blærebetændelse og forstoppelse.
Det er baggrunden for, at organisationen nu opretter 17 nye ældre- og sundhedsudvalg rundt i landet – ét til hvert af de nye sundhedsråd, som sundhedsreformen indfører.
- Turen på sygehus er belastende for ældre, der i forvejen er svækkede. Det er jo helt urimeligt, når vi ved, at mange indlæggelser kan forebygges med en indsats i eget hjem, siger vicedirektør Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen.
Svært at bevare overblikket
Lidt over 280.000 danskere over 65 år havde i 2025 kontakt til både sygehus, egen læge og kommune - et system, som Ældre Sagen mener er for fragmenteret.
De nye udvalg skal arbejde som talerør for ældre og pårørende over for lokale politikere og bidrage til de nærsundhedsplaner, der nu for første gang skal aftales i hvert sundhedsråds område.
- Vi ønsker forbedringer for de mange ældre, der kan have svært ved at bevare overblikket, når de har kontakt til både sygehus, læge og kommune, siger Michael Teit Nielsen.