Mange danskere har fået en uventet gave i indbakken: en fødevarecheck fra regeringen, og i denne uge er turen kommet til børnefamilierne.
Men ikke alle, der har fået den, skulle have haft den. Avisen.dk er bekendt med konkrete tilfælde, hvor checken er havnet forkert. Blandt andet har vi kendskab til en forretningsmand, der har fået fødevarechecken, selvom han er god for millioner af kroner. Han undrer sig naturligvis over udbetalingen, men netop det, der sker her, blev der advaret om, da Folketinget hastebehandlede lovforslaget i januar.
De myndigheder, der skulle stå for selve udbetalingen - ATP og Udbetaling Danmark - nåede nemlig kun at gennemgå forslaget i tre dage, og det var ikke nok, slog de fast i et fælles høringssvar.
Her advarede de direkte om, at checken ville risikere at lande hos folk, der ikke er berettiget til den, fordi udbetalingen baserer sig på oplysninger fra andre myndigheder, som hverken ATP eller Udbetaling Danmark kontrollerer, skriver DR Nyheder, der har gennemgået høringssvaret.
Høringssvaret pegede på en række konkrete problemer: det var uklart, om pensionister med præcis 350.000 kroner i likvid formue er berettigede. Det var uklart, hvordan EU-borgeres optjeningsprocent skal håndteres. Og skatteminister Ane Halsboe-Jørgensens løfte om, at man kunne sige nej tak til checken, var slet ikke beskrevet i selve lovteksten.
Hvad synes du om, at der sker disse fejl? Stem her og deltag i debatten på vores Facebookside.