Selvom Danmark ikke har kvalificeret sig til VM i fodbold, vil danskerne stadig være en del af årets slutrunde.
For 30% af danskerne vægter hyggen og fællesskabet omkring kampen højere end selve spillet, og 31% foretrækker at se slutrunden på storskærm. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat for Fodboldfesten, der fra den 11. juni er klar til at skrue op for VM-stemningen med en 114 m2 storskærm på Islands Brygge.
Interessen for at være med til festen er stor, selvom Danmark ikke deltager i år.
Her kan 5.500 besøgende følge slutrunden sammen, og ifølge undersøgelsen er det Norge flest kommer til at heppe på.
- Vores storskærms-arrangement er både for den passionerede fodboldfan, der ser hvert minut af kampen, og dem, der ønsker en sommeraften ved vandet med god stemning,” siger Morten Usterud, der er General Manager, Nordics for Fodboldfesten, der gennem to årtier har samlet fans på tværs af alder, baggrund og nationaliteter omkring VM- og EM-slutrunder.
Storskærmen på Islands Brygge er placeret langs havnefronten og er 114 m² - svarende til størrelsen på to gennemsnitlige lejligheder i København. Her vises 49 af de i alt 104 kampe fra den 11. juni til den 19. juli.
Hvem holder du med?
Ifølge Norstat-undersøgelsen er danskerne klar til at heppe på de norske brødre. Støtten til nordmændene er særligt udtalt blandt danskere i alderen 60+. Danskere under 30 år kigger i stedet sydpå og hepper på Frankrig, der har vundet VM-titlen to gange.
Næstefter Norge holder danskerne på landsplan med Spanien, efterfulgt af Sverige, England, Frankrig og Tyskland. På tværs af aldersgrupper er der bred enighed om ikke at heppe på Canada, til trods for at de er et af sommerens tre værtslande.
Fodboldfesten på Islands Brygge er gratis for alle.