46 makak-aber har fået en ny start. Efter mange år i lænker, small bure og livet som gadeattraktion på Java er aberne - kaldet Dancing Monkeys - nu løsladt til regnskoven på den ubeboede ø Nusa Barung ud for Javas kyst.
Redningsaktionen er resultatet af et samarbejde mellem World Animal Protection i Danmark og Holland, den indonesiske organisation Jakarta Animal Aid Network og lokale myndigheder. Bag projektet står også mange hundrede danske dyrevenner, der har fulgt abernes vej til frihed og bidraget med donationer.
Brutale metoder og usselt liv
De 46 aber blev befriet fra deres ejere i 2024 og har siden gennemgået en lang rehabiliteringsperiode - fysisk og mentalt - før de var klar til livet i naturen.
- Dyrene har været tvunget til at leve et usselt og uværdigt liv i lænker og små beskidte bure for at blive udnyttet som lænkede underholdningsdyr på gaden, hvor de har stået på stylter, danset, kørt på cykel og lavet andre 'underholdende' kunster for turister fra morgen til aften, siger Stephanie Kruuse Klausen, wildlife manager hos World Animal Protection Danmark.
Lænket danseabe på gaden i en af Javas storbyer, før den dansk/indonesiske redningsaktion. De mishandlede aber 'lærer' blandt andet at stå på bagbenene ved at få en løkke om halsen, så de ikke kan trække vejret, hvis de sænker kroppen og går ned på alle fire poter.
Jaan/World Animal Protection
Ifølge organisationen selv er de 46 aber formentlig de sidste Dancing Monkeys i Indonesien.