Brune plamager på toiletkummen er åbenbart ingen hindring på det københavnske boligmarked.
En toværelses lejlighed på Reberbanegade på Amager gik i sidste uge viralt, efter billeder af det noget medtagne badeværelse spredte sig på Instagram og Facebook. Berlingske kaldte den ironisk et "attraktivt håndværkertilbud".
Nu er lejligheden solgt - på bare én uge og med et mindre afslag i prisen. Det oplyser RealMæglerne.
Udbudsprisen lød på 3.495.000 kroner. Det svarer til omkring 70.000 kroner per kvadratmeter .
Ifølge ejendomsmægler Dilsad Sahin fra RealMæglerne Amager var der flere bud på bordet, før købsaftalen blev underskrevet.
Den nye ejer er ifølge mægleren en håndværker, der selv kan give lejligheden det løft, den trænger til.
Amager blev i gamle dage i visse kredse kaldt "Lorteøen", fordi København kørte byens latrinspande derud. I dag er øen et af landets dyreste boligområder, og dette salg tyder på, at end ikke et klamt badeværelse kan skræmme køberne væk.