Nordjylland er den region i Danmark, der bliver hårdest ramt af mangel på arbejdskraft i de kommende år. Det viser et nyt erhvervsbarometer fra Aalborg University Business School.
Frem mod 2040 ventes arbejdsstyrken i regionen at falde med 5,2 procent - på landsplan er tallet 2,7 procent. Bag den udvikling ligger en demografisk forskydning, hvor færre nordjyder er i den arbejdsdygtige alder, kombineret med en i forvejen lav ledighed på 3,0 procent.
- Det er et bredt favnende problem for en region, når virksomheder ikke kan finde tilstrækkelig arbejdskraft, og det vil skabe barrierer for virksomhederne og hæmme både deres muligheder for produktivitet og vækst, siger arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus fra Aalborg University Business School, der er en af forskerne bag analysen.
Manglen rammer ikke én bestemt branche. Faglært arbejdskraft efterspørges bredt, men analysen peger også på, at ingeniører og andre højtuddannede vil blive en knap ressource. Dertil er der allerede i dag færre højtuddannede i nordjyske virksomheder end i resten af landet - noget, der ifølge forskerne påvirker både produktivitet og innovationsevne.
Erhvervslivet er optimistisk
Billedet er ikke kun dystert. Næsten 60 procent af de små og mellemstore virksomheder i undersøgelsen beskriver deres økonomiske situation som god eller meget god - og alle de store virksomheder svarer det samme.
Det Nordjyske Erhvervsbarometer 2026 er den første i en planlagt årlig rapportserie. Den bygger på nationale statistikker og spørgeskemaer blandt 58 virksomheder i regionen.