Syge Lea fik afvist sin klage hos kommunnen: "Til grin" og "latterligt"

45 københavnere har klaget til Anna Mee Allerslev (R) over den sagsbehandling, de har fået. Avisen.dk har talt med to, der har klaget.

45 borgere har sendt en klage til den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R), over den sagsbehandling, de har fået i Københavns Kommune.  

Klagerne endte hos Det Særlige Klagesagsteam.

Kun seks borgere fik dog ret i, at der var sket fejl i deres sagsbehandling. Det viser tal, som Københavns Kommune har trukket for Avisen.dk. 

To af de københavnere, der har klaget, fortæller her, hvorfor de gjorde det, og hvilket svar de fik.  

Her kan du læse, hvad tre andre siger.

Lea Hansen, 47 år.

 Hun får ressourceforløbsydelse, selvom hendes ressourceforløb sluttede i sommer. Hun venter på at komme for rehabiliteringsteam. Lider af fibermyalgi og problemer med hukommelsen og koncentrationen.

Hvorfor klagede du?

- Klagen lå mest på, at jeg mener, der er foregået så mange fejl i min sag. De ville blandt andet sende mig på kontanthjælp efter endt ressourceforløb uden at lade mig komme for rehabliterinsgteamet.

- Tiden er blevet trukket. Der har ikke været kigget på min første arbejdsprøvning. Jeg har også fået tilsendt akter fra andre borgere og endda fra medarbejdere fra jobcenteret.

Hvilket svar fik du?

- De havde slet ikke fundet fejl, andet end at jeg skulle for rehabiliteringsteamet, men det havde jeg i forvejen fået svar på, fordi jeg havde skrevet til jobcenteret. Så de mente ikke, der var mere at komme efter. Alt var nærmest foregået efter bogen.

Hvordan reagerede du på svaret på din klage?

- Det er fuldstændig til grin. Jeg følte mig magtesløs og følte, at det var fuldstændig latterligt. Men samtidig var det nok lidt det, jeg havde forventet.

Pia Engelbæk 56 år

 Hun er i ressourceforløb og afslutter en praktik d. 11. december. En rygskade udviklede sig til slidsgigt i ryggen, og så døjer hun med fibermyalgi og slidgigt i venstre knæ.

Hvorfor klagede du?

- For det første har jeg været til afklaring til fleksjob, uden at jeg fik besked på, at det var med henblik på afklaring på fleksjob. Og så har jeg haft klaget over, at der ikke har været lægekonsulenter eller lægefaglige vurderinger inde over min sag blandt andet i forbindelse med to afslag på førtidspension.

- Men det er som sådan selve sagsbehandlingen, og den forhaling, der har været, fra jeg startede i 2001, hvor jeg var på sygedagpenge. De har lavet mange mærkelige ting på jobcenteret blandt andet ikke overholdt notatpligt. De har heller ikke indkaldt til samtaler i det interval, de skal. Der har centralforvaltningen også skrevet, de skal overholde.

Hvilket svar fik du?

- De kunne ikke finde nogen fejl i sagsbehandlingen. De skrev, at det var en klage over førtidspension, men det var det jo ikke. Det var selve sagsbehandlingen fra start og indtil nu.

Hvordan reagerede du på svaret på din klage?

- Jeg blev skide sur. Sagsbehandlingen halter meget på Lærkevej og har gjort det fra start.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.