EUROPAS RASTEPLADSER er et vindue til et fattigt parallelsamfund. Det er også et spejl af den stigende ulighed. Et grimt syn. Tusindvis af chauffører fra Østeuropa binder Europa sammen ved at transportere varer på landevejene. Den grove underbetaling betyder næsten ingenting for forbrugerne, men gør speditører og de store vognmandsfirmaer rige. På længere sigt undergraves jobs i alle lande.
SF og DF har landet en aftale, som jeg er glad for af at have været med til. Vi vil gøre en indsats for, at danske lastbilchauffører ikke bliver skubbet ud af deres egne førerhuse eller presses ned i løn på grund af unfair konkurrence fra lande med helt andre lønninger og arbejdsforhold.
Jamen går det an at samarbejde med DF? Selvfølgelig! Vi kan være uenige om meget, men er samlet i dette fremstød for anstændige arbejdsforhold for danske chauffører. Jeg er ligeglad med, hvilken farve katten har, bare den fanger mus.
SOCIAL DUMPING er en af de største trusler mod almindelige lønarbejdere og for selve grundlaget for velfærdssamfundet. Alt tyder på, at der vil være flertal i Folketinget for denne markant indsats for at løfte transportbranchen. SF og DF arbejder lige nu for, at dette flertal kommer til udtryk i Folketinget.
Efter at have fortalt om den nye aftale til alle medier, der gad lytte, tog jeg på en tur ned gennem Europa sammen med en dansk lastbilchauffør. Jeg ville med egne øjne se, hvordan chaufførerne lever og arbejder.
Og jeg skal love for, at jeg fik, hvad jeg bad om.
Fredag aften, samme dag som vi offentliggjorde det politiske udspil, mødes vi i Padborg. Lørdag morgen begynder med en gang truckervask ved en håndvask på en tankstation, og så går turen sydover.
FRIHED, UFORUDSIGELIGHED og selvstændighed. Min chauffør fortæller, at han er stolt af sit fag, mens han sikkert fører det 40 tons tunge træk mod Italien. Han har arbejdet i branchen i mere end 30 år.
Men der er desværre også en bagside af medaljen. Lastbilchauffører dør tidligere end gennemsnittet. Og det kan der være flere grunde til. Der er et hårdt psykisk pres for at overholde stramme tidsplaner, og livet på landevejene ender ofte med hurtig og usund mad. Kedsomheden får også en del til at ryge.
Mens vi kører på Auto Bahn kan jeg godt fornemme, at jobbet som chauffør smager af frihed, men der er desværre også en stærk bismag.
Chauffører fra Bulgarien, Rumænien, Polen, Estland og andre østlande fylder godt op blandt de mange parkerede lastbiler på alle rastepladser. De lever og bor i førerhusene i ugevis. De laver mad over et lille gasblus og ser TV fra hjemlandet via parabol.
EU-regler fastlægger, at det ugentlige hvil ikke må foregå i lastbilen. Men hvem kontrollerer? Ingen!
REGLERNE SKAL strammes, og Danmark skal vedtage en skrappere fortolkning. Men det er ikke nok i sig selv. Derfor skal politiet håndhæve reglerne langt bedre, og så skal vi ramme snyde-firmaerne hårdt med den økonomiske forhammer.
Frankrig og Belgien har vist vejen med en stærk indsats over for de ansvarlige firmaer. Men Danmark hænger i bremsen. Det vil den nye aftale, som SF og DF står bag, lave om på.
Det tager to dage at trille lasten med fisk frem til butikkerne i Italien.
Mens jeg sidder på passagersædet og kigger ud på vejen, er der god tid til at regne lidt. Lønforskellen mellem min danske chauffør og en rumæner vil løbe op i 2.750 kroner for en tur, som den vi er ude på. Det betyder, at hver fisk bliver mindre end 25 øre dyrere af at blive kørt gennem Europa på ordentlige vilkår. En prisforskel, forbrugeren stort set ikke mærker, betyder en verden til forskel for chaufførerne. Det er godt givet ud for et anstændigt liv.
3F har i øvrigt beregnet, at et gennemsnitligt indkøb af blandede dagligvarer på 10 kilo i et supermarked vil blive 70 øre dyrere, hvis transporten er foregået på fair vilkår. Forbrugeren bemærker stort set ikke forskellen, men speditører og vognmænd kører den ekstra profit i banken.
På vejen stopper vi på flere rastepladser, og hvert eneste sted er billedet det samme. Østeuropæiske lastbiler og deres chauffører holder pause eller venter på den næste tur.
Vi snakker derudaf i førerhuset. Om arbejdsforhold i branchen og alt muligt andet. Min chauffør fortæller, at han netop har gennemført den efteruddannelse, som EU kræver hvert femte år. Desværre efterleves den regel ikke alle steder, og det er til fare for sikkerheden i trafikken. Desuden giver det unfair konkurrence mellem firmaer fra forskellige lande. Det skal både EU og de enkelte lande være bedre til at kontrollere.
EFTER EN lang dag på de tyske motorveje kører vi ind for at tage vores anden overnatning på turen, og det sker på en rasteplads i Sydtyskland. Her er et fattigt parallelsamfund af østeuropæere ved at gøre sig klar til natten. Vi slutter dagen af med en tysk øl på rastepladsen. Den var tiltrængt. Og så er jeg snart på plads i øverste køje i førerhuset.
I løbet af dagen har vi mødt hundredevis af chauffører fra Østeuropa. De hutler sig igennem og håber på at få arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres familier.
Vi skal ikke finde os i uligheden, som har vognmænd og speditører som vindere og lønarbejderne på tværs af landegrænser som tabere. En arbejdende underklasse sidder splittet i hver sin lastbil. Vi skal have bedre fælles regler, og de skal håndhæves. Arbejdsgiverne skal rammes på pengepungen, hvis de brydes. Og så er der brug for, at chaufførerne står sammen i slagkraftige uafhængige fagforeninger i hele Europa.
ON THE road again. Søndag morgen triller vi videre lidt over syv. Det ser ud som om, rumænerne ved siden af sover lidt længere. Måske er de allerede hyret til ture i den kommende uge? Ellers må de vente, til der er bud efter dem. Får de løn i ventetiden? Næppe!
Der er mange måder at snyde systemet på, hvis man som vognmand vil omgå reglerne. En postkasse i Rumænien giver formelt en firmaadresse og dermed ret til at ansætte chauffører på usle aftaler. Et lille kontor i Estland med en enkelt ansat bliver et såkaldt vikarbureau. Det ejes af vognmanden, som så ansætter bulgarer, der kører Europa tynd i danske lastbiler til discountlønninger.
Det er op ad bakke for chauffører, som kræver et anstændigt arbejdsliv. Derfor er der brug for en politisk indsats i EU og Danmark. Men det kan ikke stå alene, for uden stærke fagforeninger i hele Europa fjerner vi ikke problemet.
Der skiltes på polsk langs motorvejen i Tyskland. De ved, at der er mange udlændinge i førerhusene.
Vi skal holde godt fast i lastbilens rat for ikke at blive blæst omkuld. Vi vil ikke have "working poor" eller "arm trotz arbeit", som det hedder i Tyskland. Konkurrence om jobs skal foregå på fair vilkår, og lønarbejderne skal ikke tvinges til at kaste sig ind i en dødsspiral mod bunden.
NYE UDFORDRINGER rejser sig i horisonten. En flybillet til Filippinerne er billig, og det samme er arbejderne. Nogle firmaer har allerede fundet smutveje til at ansætte disse chauffører, som er endnu billigere end østeuropæere, og som finder sig i endnu dårligere forhold. Filippinere fylder godt op på skibene, og mange arbejder desuden i hotel, køkken og rengøringsbrancherne overalt i verden. Vi skal forberede os på den situation, hvor arbejdsgiverne vil have dem til at køre lastbilerne på de europæiske veje. Spiralen mod bunden drejes endnu en omgang.
Jeg står af i det sydligste Tyskland og siger pænt tak for turen og snakken, inden min chauffør kører videre for at aflevere laks i Italien.
På vej hjem tænker jeg på, hvad jeg har oplevet. Jeg glæder mig over, at alt tyder på, at et flertal i Folketinget vil være med til en indsats mod social dumping i branchen. Men det er trods alt kun et lille skridt, for hele arbejdsmarkedet presses.
NÆSTE GANG du drejer ind på en rasteplads i Danmark eller et andet sted i Europa, så læg mærke til de østeuropæiske lastbiler. Vink til chaufførerne og send dem en venlig tanke. Måske spiller de bold eller laver mad over et kogeblus, mens de venter på næste tur. De er stort set aldrig i cafeteriaerne. Det har de ikke penge til.
De er ikke ansvarlige for presset på vores velfærdssamfund. De er almindelige hårdtarbejdende mennesker, og de savner deres familier.
Jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at danske chauffører ikke kommer til at finde sig i samme usle forhold.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.