Københavns Politi gennemførte fredag flere målrettede cykelkontroller.
I alt blev 57 cyklister sigtet for at overtræde færdselsreglerne.
Alene på Nordre Fasanvej udløste kontrollen 46 bøder på 1.000 kroner.
Det blev en dyr cykeltur for en lang række københavnere, da politiet fredag den 16. oktober gennemførte flere målrettede kontroller i hovedstaden.
På Nordre Fasanvej blev hele 46 cyklister sigtet for at køre mod færdselsretningen. Det oplyser Københavns Politi mandag.
Overtrædelsen udløste en bøde på 1.000 kroner til hver af de 46 cyklister. Det svarer til bøder for samlet 46.000 kroner.
Vejarbejde kræver, at cyklister står af
Politiet minder samtidig om, at der fortsat er vejarbejde på strækningen ved Nordre Fasanvej. Det betyder, at cyklister skal stå af og trække cyklen frem for at fortsætte kørslen.
Senere samme fredag fortsatte politiets færdselsafdeling kontrollen ved Dybbølsbro. Her blev yderligere 11 cyklister sigtet for at køre uden cykellygter.
Dermed endte fredagens målrettede kontroller med i alt 57 sigtelser.