Fire rumænske statsborgere blev fredag bortvist fra en rasteplads ved Karlslunde på Køge Bugt Motorvejen.
En af dem blev sigtet for at have slået lejr.
Politiet vil holde ekstra øje med området i weekenden.
Flere anmeldelser om personer, der slår lejr og skaber utryghed på en rasteplads ved Karlslunde, fik fredag formiddag Midt- og Vestsjællands Politi til at rykke ud.
På rastepladsen ved Køge Bugt Motorvejen traf betjentene fire rumænske statsborgere. En af personerne opholdt sig i et telt og blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have slået lejr på stedet. Politiet konstaterede desuden, at en anden af de fire havde en sag fra retsvæsenet, som skulle forkyndes.
Alle fire blev efterfølgende bedt om at forlade rastepladsen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at området vil få ekstra opmærksomhed hen over weekenden. Det sker på baggrund af de anmeldelser, politiet har modtaget om lejrdannelse og utryghed på rastepladsen.