Landmænd og andre lodsejere kan nu søge tilskud til at omdanne landbrugsjord til skov.
Støtten kan nå op på 109.500 kroner per hektar, og ansøgningsfristen er den 2. december 2026.
Der kan være penge at hente for landmænd og andre jordejere, der overvejer at plante skov på deres jord. Klimaskovfonden har åbnet en ny ansøgningsrunde, hvor lodsejere kan få økonomisk støtte til at omlægge landbrugsjord til skov.
Tilskuddet består af op til 65.000 kroner per hektar til etablering af skoven samt en fast kompensation for tabt indkomst. Kompensationen er på 29.500 kroner per hektar ved almindelig skov og 44.500 kroner ved urørt skov. Det betyder, at den samlede støtte kan nå op på 109.500 kroner per hektar ved etablering af urørt skov.
Ifølge Klimaskovfonden har ansøgere i gennemsnit modtaget 87.000 kroner per hektar i støtte i 2025 og 2026.
Skoven kan bruges til flere formål
Lodsejerne kan selv vælge, om skoven skal bruges til jagt, træproduktion eller urørt natur.
- Vi vil gerne gøre det nemt at træffe beslutningen og realisere omlægning, siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.
Han fremhæver, at støtten både skal dække udgifterne til at plante skoven og kompensere for den landbrugsindtægt, ejeren mister.
Ansøgningsfristen er 2. december 2026, og ansøgningen skal indsendes via Klimaskovfondens hjemmeside.