Den danske virksomhed TRÆROD har lanceret levende juletræer, der kan plantes ud efter jul.
Træerne leveres med rodnet, kan stå indendørs i op til ti dage og fås i fire størrelser.
For de fleste juletræer slutter festen, når pynten bliver pakket væk. Men nu vil en dansk virksomhed give juletræet mulighed for at leve videre efter jul.
Virksomheden TRÆROD har lanceret levende juletræer med rodnet, som kan plantes ud efter jul og fortsætte med at vokse. Træerne bliver dyrket på danske marker i særlige rodnetposer, der gør det muligt at flytte dem fra marken til stuen og senere plante dem ud igen.
Ifølge virksomheden kan træerne endda bruges som juletræ to år i træk.
Træet kan plantes ud efter brug.
- Vi elsker julens traditioner, men vi syntes, at engangstræet trængte til en opdatering, fortæller Nanna Laugaard Nyame, medstifter af TRÆROD, i en pressemeddelelse.
Kan stå i stuen i ti dage
Juletræerne er rødgraner og fås i fire størrelser fra 1,6 til 2,4 meter. De kan ifølge virksomheden stå indendørs i op til ti dage, inden de skal plantes ud.
En særlig juletræsfod, som kan tilkøbes, sørger for, at træet står stabilt og kan få vand under opholdet i stuen. Virksomheden har valgt at satse på rødgran frem for den populære nordmannsgran.
- Rødgran er jo også det oprindelige juletræ. Det er smukt og kendt for sin dejlige duft. Og som bonus fælder vores træer minimalt, fordi de stadig er levende, når de står i stuen, tilføjer Nanna Laugaard Nyame.
Kan allerede bestilles
TRÆROD er en familiedrevet virksomhed, hvor to generationer arbejder sammen om konceptet. De levende juletræer sælges udelukkende på virksomhedens hjemmeside, og kunderne kan allerede nu forudbestille årets træ.
Leveringen er gratis, oplyser virksomheden.