Det danske cyberlandshold har opnået en syvendeplads ved EM i cybersikkerhed 2026 i Tyskland.
Sverige vandt mesterskabet foran Finland og Østrig.
I 2027 kommer konkurrencen til Aarhus.
Danmarks unge cyberlandshold har sikret sig en plads blandt Europas ti bedste ved EM i cybersikkerhed.
Efter flere dages konkurrence i den tyske by Bochum sluttede det danske hold på en syvendeplads blandt 35 deltagende lande. Holdet består af ti unge mellem 15 og 25 år, der har dystet i at finde sikkerhedshuller, angribe computersystemer og beskytte servere mod digitale angreb.
Resultatet vækker tilfredshed hos landsholdstræner Jens Myrup Pedersen, der også er professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet.
- En 7. plads ud af 35 lande er uden tvivl bestået, siger Jens Myrup Pedersen i en pressemeddelelse fra Industriens Fond.
Sverige tog guldet
Det blev Sverige, der løb med europamesterskabet, mens Finland sikrede sig sølv og Østrig bronze. På konkurrencens første dag skulle deltagerne blandt andet finde information i sårbare apps, hjemmesider og netværkstrafik.
Andendagen bød på en anderledes udfordring. Her skulle holdene både forsvare deres egne servere og forsøge at udnytte sikkerhedshuller hos modstanderne. Konkurrencen tester dermed nogle af de færdigheder, som også bruges til at beskytte virksomheder og myndigheder mod cyberangreb.
Næste år kommer EM til Danmark
Det danske cyberlandshold støttes blandt andre af Industriens Fond, Forsvarets Efterretningstjeneste og flere danske universiteter.
Formålet er at udvikle unge talenter inden for cybersikkerhed, hvor kompetencerne blandt andet kan komme dansk erhvervsliv til gode.
Og allerede næste år får Danmark mulighed for at vise sine evner på hjemmebane, hvor Aarhus bliver nemlig værtsby for EM i cybersikkerhed i 2027.
Inden da venter en officiel velkomst til det danske landshold i dag lørdag den 17. oktober på Aalborg Universitets campus i København. Arrangementet finder sted fra klokken 16.30 til 18.30 på A. C. Meyers Vænge 15 i København SV, og alle interesserede er velkomne.