Nordjyllands Politi advarer om aktive kontaktbedragere efter tre sager onsdag den 14. oktober.
Kvinder på 83, 84 og 87 år fik besøg af mænd, der udgav sig for at hjælpe med bankproblemer.
Alle tre fik stjålet betalingskort og smykker, og efterfølgende blev der hævet penge fra deres konti.
Nordjyllands Politi advarer nu borgerne om kontaktbedragere, der går efter ældre mennesker. Alene onsdag den 14. oktober blev tre kvinder udsat for bedrageri i Hjørring, Hobro og Hirtshals.
Fremgangsmåden var næsten identisk i alle tre tilfælde. Kvinderne blev først kontaktet telefonisk og fik derefter besøg af mænd, som fik udleveret betalingskort og smykker. Politiet mistænker, at de samme personer står bag sagerne.
- Fremgangsmåden er meget ensartet, så vi arbejder ud fra en antagelse om, at det er de samme gerningsmænd, som lige nu er spil, siger politikommissær Kasper Brix fra Nordjyllands Politi.
Tre kvinder snydt på få timer
Den første sag fandt sted omkring klokken 11.30 i Hjørring, hvor en 87-årig kvinde blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra en lokal sparekasse. Kort efter dukkede to mænd op på hendes adresse. De fik udleveret hævekort og smykker, hvorefter der blev hævet penge fra hendes konto.
Omkring klokken 13 blev en 84-årig kvinde i Hobro kontaktet af en person, som fortalte, at hendes personnummer var blevet lækket. En mand mødte efterfølgende op og fik udleveret dankort og smykker. Også her blev der efterfølgende hævet penge.
Klokken 16 gik det ud over en 83-årig kvinde i Hirtshals. Hun blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Sparekassen Danmark. Han fortalte ligeledes, at hendes personnummer var blevet lækket.
En anden mand kom derefter til kvindens adresse og fik udleveret dankort og smykker. Kort efter blev der hævet penge fra hendes konti.
Politiet: Smæk røret på
Nordjyllands Politi efterforsker nu de tre sager og opfordrer samtidig borgerne til at advare deres ældre pårørende. Ifølge politikommissær Kasper Brix kan svindlerne virke både venlige og overbevisende. Men banker kommer aldrig hjem til kunderne for at hente betalingskort eller smykker.
- Får du en svindler i røret, så smæk på; bare smæk på. Nok er han høflig; men du må i dén situation gerne være uhøflig, siger Kasper Brix.
Politiet opfordrer alle, der bliver kontaktet af mistænkelige personer, til at anmelde forholdet.
- Og ring så gerne til os på 114 og anmeld forholdet, så vi kan få forholdet undersøgt, siger Kasper Brix.
Borgere, der har oplysninger om de tre sager, kan ligeledes kontakte politiet på 114.