En 18-årig mand væltede rundt med sin bil, da han forsøgte at undvige en hjort i Lynge.
Hverken bilisten eller hjorten kom til skade.
Uheldet sker i en periode, hvor Dyrenes Beskyttelse melder om rekordmange hjortepåkørsler.
En hjort, der pludselig løb ud på vejen, fik søndag aften en 18-årig bilist til at dreje så kraftigt på rattet, at hans bil endte på taget. Uheldet skete klokken 18.54 på Gammelgårdsvej i Lynge, oplyser Nordsjællands Politi.
Den unge mand kørte i sydlig retning med en hastighed på mellem 40 og 50 kilometer i timen, da hjorten dukkede op foran bilen. Han forsøgte at undvige dyret ved at dreje kraftigt mod venstre, men mistede kontrollen over bilen, som endte på taget.
Trods den voldsomme afslutning slap den 18-årige uden skader. Hjorten blev heller ikke ramt.
Rekordmange hjorte bliver ramt
Uheldet kommer samtidig med, at nye tal fra Dyrenes Beskyttelse viser en bekymrende udvikling på de danske veje. I årets første ni måneder blev der registreret 8.739 hjortepåkørsler. I samme periode sidste år var tallet 7.994, og det svarer til en stigning på godt ni procent.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er der tale om rekord for fjerde år i træk.
- 8.739 er et meget højt tal, og bag hver registrering er et dyr, som er blevet ramt i trafikken. For dyret kan konsekvenserne være alvorlige, og for bilisten kan det være både voldsomt og farligt at ramme en hjort, siger Peter Gravlund, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Efteråret er særlig farligt
Risikoen for at møde hjorte på vejene er særlig stor i efteråret. Dyrene er mest aktive omkring solopgang og solnedgang. Når dagene bliver kortere, falder deres aktivitet i stigende grad sammen med den travle morgen- og eftermiddagstrafik.
Samtidig gør mørket det vanskeligere for bilisterne at opdage dyrene i tide.
- Sænk farten på veje langs skov, marker og tæt bevoksning.
- Hold særligt øje med vejsiderne ved solopgang og solnedgang.
- Vær opmærksom på reflekser fra dyrenes øjne i mørket.
- Husk, at der kan komme flere hjorte, hvis én krydser vejen.
- Vær ekstra forsigtig i april-maj og oktober-november.
Hvis du rammer en hjort:
Hold ind et sikkert sted, og find din præcise position. Ring 1812, hvis dyret er såret, også hvis det er løbet væk. Hold afstand til dyret. Er det dødt, anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at du kontakter Falck.
- Om efteråret får vi et uheldigt sammenfald mellem hjortenes naturlige aktivitet og de tidspunkter, hvor mange mennesker er på vejene. Når det samtidig er mørkere, har bilisten dårligere sigtbarhed og dermed kortere tid til at opdage og reagere på et dyr. Derfor er det ekstra vigtigt at sænke farten og holde godt øje med vejsiderne – især når man kører på veje langs skov, marker og levende hegn, siger Peter Gravlund.
Han opfordrer desuden bilister til at være opmærksomme på, at hjorte ofte færdes i flokke. Hvis én hjort krydser vejen, kan flere følge efter.
Trafikalarm advarer bilister
For at forebygge flere ulykker har Dyrenes Beskyttelse indgået et samarbejde med virksomheden Saphe. Organisationens registreringer af tidligere hjortepåkørsler bliver nu brugt i Saphes trafikalarmer, så bilister kan få besked, når de nærmer sig vejstrækninger med særlig risiko.
Formålet er at give bilisterne mulighed for at sænke farten og være ekstra opmærksomme, inden de når frem til de udsatte områder.