En 19-årig norsk teenager er idømt 20 års fængsel for en plan om at udføre et bestilt drab i Storbritannien.
Ifølge britisk politi blev han hyret af det svenske Foxtrot-netværk og tilbudt 25.000 euro.
En rejse fra Norge til Storbritannien med to pistoler og en aftale om betaling for et drab har kostet en 19-årig norsk teenager 20 års fængsel. Den norske teenager blev fredag idømt 20 års fængsel for at have planlagt et bestilt drab på vegne af det svenske kriminelle Foxtrot-netværk. Han skal afsone mindst 13 år, oplyser Metropolitan Police.
Den dømte rejste til Storbritannien i marts 2025. To dage efter ankomsten blev han anholdt på et hotel i Huddersfield i det nordlige England. Under sengen fandt politiet en halvautomatisk pistol, en revolver og 19 patroner. Beskeder på hans telefon viste ifølge politiet, at han via sociale medier var blevet tilbudt 25.000 euro for at udføre en skudmission. En person med brugernavnet "Agent 47" gav ham instruktioner om rejsen, hotellet og afhentning af penge.
Det tiltænkte offer er aldrig blevet identificeret.
Under retssagen forklarede den 19-årige, at han ikke ville gennemføre drabet. I stedet havde han ifølge sin forklaring tænkt sig at skyde sig selv i foden for at slippe ud af opgaven. Juryen troede ikke på forklaringen og kendte ham skyldig i sammensværgelse om drab.
Også Danmark har oplevet sager, hvor unge fra andre nordiske lande er blevet hyret til at rejse over grænsen og udføre drab. I marts blev en 17-årig svensk pige eksempelvis idømt seks års fængsel. Hun var 15 år, da hun sammen med en 14-årig pige rejste til Lind ved Herning med en skarpladt pistol for at dræbe en mand på hans bopæl. Planen mislykkedes, fordi manden ikke var hjemme, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi.
Den danske sag er dog ikke offentligt koblet til Foxtrot.