Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
FOR ET år siden, 14 dage før min kollega blev dræbt, blev jeg truet på livet af en beboer på mit arbejde på bostedet Lindegården.
Jeg kommer gående ned af vores gang en beboer råber højt og sparker på en dør. Jeg spørger beboeren, hvad der foregår. Beboeren råber højt: ”jeg vil have min medicin!” Da jeg prøver at berolige beboeren, går beboeren lige imod mig og råber: ”Jeg slår dig ihjel!”
Jeg kan huske, at mit hjerte begyndte at banke hurtigt, og jeg blev helt varm i kroppen. Mine kollegaer stod heldigvis lige i nærheden, og de kom hen til os. Beboeren trak sig, da de andre kom, og jeg gik rystet ind på personalekontoret, hvor jeg ringede til politiet.
For en måned siden fik jeg så en vidneindkaldelse. Da jeg fik indkaldelsen, kunne jeg mærke, hvordan jeg igen blev varm i kroppen, og mit hjerte slog hurtigere. Jeg kunne læse, at det var flere forhold, jeg skulle vidne omkring.
Dagene op til retssagen var jeg berørt. Jeg var nervøs over, om jeg nu kunne huske forløbet rigtigt. Det var nemlig en periode, hvor jeg mange gange blev udsat for trusler og oplevede at få kastet ting efter mig.
PÅ DAGEN hvor jeg skulle vidne, tog jeg på arbejde, som jeg plejer. På vej i bilen til retssagen, prøvede jeg at berolige mig selv. Tanker om at skulle møde beboeren, og hvordan det hele ville føles, kørte rundt i hovedet på mig.
Da jeg blev kaldt ind i salen, skulle jeg sidde midt i lokalet og fik besked om at tale ind i mikrofonen. Jeg skulle præsentere mig selv og fik at vide, at det kunne få konsekvenser, hvis ikke jeg sagde sandheden, og at jeg skulle svare på de spørgsmål, jeg fik. Da vi kom til forholdet om, at jeg var blevet truet på livet, pressede tårene og sig på.
Det hele tog 15 minutter, og da jeg forlod retssalen, var jeg helt slået ud. Jeg mødte en betjent, lige da jeg kom ud af retssalen, og den omsorg han viste mig, fik tårerne til at trille ned af kinderne på mig. Der opdagede jeg, hvor påvirket jeg var af hele situationen. Hele vejen hjem i bilen, græd jeg og kunne slet ikke stoppe. Tankerne om hvor meget jeg har skulle holde til og bare arbejde videre. Jeg ved, at mine kollegaer og jeg har prøvede at få den rigtige hjælp til denne beboer. Men jeg har haft oplevelsen af, at selvom vi har råbt vagt i gevær, er det ikke blevet taget alvorligt. Jeg blev ked af det, fordi jeg ikke synes, at vi som samfund kan være bekendt at nedprioritere psykisk syge mennesker. Samtidig kan det ikke være rigtig, at ansatte i psykiatrien skal gå på arbejde med livet som indsats.
Min historie er ikke unik, og jeg tænker, at mange af mine kollegaer i hele landet har prøvet at få samme følelser som jeg. Så jeg spørger igen: ”Hvornår får vi flere ressourcer i psykiatrien? Hvornår bliver det muligt, at hjælpe folk, før de når helt derud, hvor de er til fare for dem selv og andre?”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.