Et stort internationalt studie viser, at studerende opnår bedre karakterer, når mobiltelefonerne fjernes fra undervisningen.
Forskerne fandt den største forbedring blandt dem, der tidligere havde klaret sig dårligst.
Det kan betale sig at lægge mobilen væk, når undervisningen begynder.
Det viser et nyt studie fra blandt andre Københavns Universitet, hvor 16.683 studerende på ti videregående uddannelsesinstitutioner i Indien deltog. De studerende blev tilfældigt fordelt i grupper. Nogle skulle aflevere deres mobiltelefoner ved undervisningens begyndelse, mens andre kunne beholde dem. Efter et semester havde de mobilfri grupper i gennemsnit opnået bedre karakterer.
- Her kan vi for første gang vise i meget stor skala, at det faktisk gør en forskel for læringen, når telefonerne fjernes fra undervisningslokalet, siger Andreas Bjerre-Nielsen, lektor ved Københavns Universitet.
De svageste fik størst gevinst
Forbedringen var størst blandt de studerende, der havde de laveste karakterer inden forsøget. Forskerne fandt samtidig færre forstyrrelser i undervisningen. Resultaterne skyldtes ikke øget fremmøde.
Et andet resultat var, at de studerende blev mere positive over for mobilrestriktioner, efter de selv havde prøvet ordningen.
Forskerne understreger, at undersøgelsen er gennemført på videregående uddannelser. Resultaterne kan derfor ikke uden videre overføres til danske folkeskoler og gymnasier.
Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.