Dronning Mary bar mandag et historisk safirsmykke, som ikke har været båret af en dansk dronning siden 1933.
Smykket stammer fra Dronning Alexandrine og er nu blevet tilpasset, så Mary kan bruge det ved officielle lejligheder.
Der var ekstra kongelig historie på programmet, da Dronning Mary mandag den 19. oktober deltog i gallataflet på Christiansborg Slot i anledning af statsbesøget fra Vietnam. For første gang bar hun Dronning Alexandrines historiske safirsmykke som diadem. Den tilhørende broche var samtidig monteret på et armbånd.
Smykket har mere end 125 år på bagen og blev oprindeligt givet til den senere Dronning Alexandrine som bryllupsgave i 1898, da hun giftede sig med den senere Christian 10.
Siden har det været i hænderne på flere generationer af kongelige kvinder, men ikke været båret af en dansk dronning siden 1933.
Gammelt smykke i nye klæder
Den Kongelige Samling købte smykket fra en privat ejer i 2024. Siden har Dronning Mary samarbejdet med smykkedesignerne Diana Holstein og Hanan Emquies om at give det nye anvendelsesmuligheder.
Smykket kan nu bruges som både diadem, halskæde og broche. De nye monteringer kan fjernes igen, uden at de historiske dele ændres.
Sporene efter de mange ændringer af Dronning Alexandrines safirsmykke kan bl.a. ses i originaldelenes mange lag, bl.a. i det nedhængende safirled i collieret. Iben Kaufmann
- Det er levende kulturarv i ordets bedste forstand, siger Thomas C. Thulstrup, museumsdirektør for Den Kongelige Samling.
Fra den 24. oktober kan offentligheden opleve safirsmykket på Amalienborgmuseet, når Dronning Mary ikke selv bærer det ved officielle lejligheder.