Fra 30. september er det ulovligt for danskere at opholde sig i udvalgte områder i Irak og Syrien. Dermed bliver det lettere for myndighederne at straffe personer, som rejser til de to lande for - på eget initiativ - at deltage i en væbnet konflikt.
Det oplyser regeringen på sin hjemmeside.
Tiltaget kommer, efter at Folketinget i juni vedtog et lovforslag om indrejseforbud. Dette har gjort det muligt at indføre forbud mod indrejse til konfliktramte områder i udlandet, hvor terrororganisationer er aktive.
De udvalgte krigszoner er Al-Bab-distriktet i Aleppo-provinsen, al-Thawrah-distriktet og al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen samt Deir al-Zor-provinsen i Syrien.
Desuden bliver det forbudt at rejse til Mosul-distriktet i Ninewa-provinsen i Irak.
- En af de mest alvorlige trusler mod vores sikkerhed er personer, som rejser til for eksempel Syrien eller Irak og kæmper for terrororganisationer. De kommer hjem med viljen og evnen til at gøre os ondt, siger justitsminister Søren Pind (V) på regeringens hjemmeside.
- Nu bliver det strafbart at opholde sig i de meget farlige områder, hvor IS (Islamisk Stat) kæmper, medmindre politiet giver tilladelse. Med indrejseforbuddet fortsætter vi den hårde linje over for terror og gør det nemmere at straffe fremmedkrigere.
Hvis danskere vil rejse ind i en af de zoner, der er omfattet af forbuddet, skal de søge om tilladelse hos det lokale politi.
Ifølge regeringen vil personer, som har en "anerkendelsesværdig" grund til at rejse til et af områderne, kunne få en "hurtig og smidig sagsbehandling".
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.