Johannes Møllehave kommer formentlig ikke hjem igen efter sit lange sygdomsforløb.
Det fortæller den nu 80-årige forfatters søn, Thomas Møllehave, til BT.
Johannes Møllehave blev kort efter årsskiftet indlagt på Frederiksberg Hospital efter han to dage før sin 80 års fødselsdag faldt og slog hovedet, men nu er han flyttet til et plejehjem.
- Det var et nødvendigt valg, for han er stadig meget usikker på benene og kommer derfor nemt til at falde. Og så husker han ikke så godt, mister fornemmelsen for tid og rum. Så hospitalet sagde, at han ikke kunne få lov til at komme hjem, fortæller Thomas Møllehave til BT.
Johannes Møllehave, der tidligere har været ramt af blodpropper i hjernen, er flyttet ind på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg, og det passer ham tilsyneladende godt.
- Han er glad. Vanvittig glad for at være kommet på plejehjem. Han trives virkelig derovre, siger Thomas Møllehave til BT.
For en lille måned siden meddelte foreningen Møllehavehuset, at Johannes Møllehave overraskende var i bedring.
Blandt andet sagde Møllehavehusets formand, Gabriele Andersen, som også er Johannes Møllehaves storesøster, at "den gamle Johannes var vendt tilbage".
- Og det håber vi også fortsætter, men der er selvfølgelig ingen garantier. Der er bare sket en massiv bedring, sagde Gabriele Andersen.