AI fylder stadig mere i danske jobannoncer.
En ny undersøgelse fra Jobsearch.dk viser, at andelen af opslag, der nævner kunstig intelligens, er mere end fordoblet siden september 2024.
Kunstig intelligens fylder mere og mere, når danske virksomheder søger nye medarbejdere.
I september 2024 blev AI nævnt i 1,68 procent af de danske jobannoncer. To år senere var tallet steget til 4,29 procent. Det svarer til en stigning på 155 procent, viser en ny undersøgelse fra jobportalen Jobsearch.dk, og udviklingen har især taget fart i år.
Markant stigning i 2026
I januar 2026 nævnte 2,53 procent af jobannoncerne AI. Allerede i september var andelen vokset til 4,29 procent. Det er det højeste niveau i hele den undersøgte periode.
- Det er en markant udvikling på meget kort tid. På bare to år er andelen af jobannoncer, der nævner AI, mere end fordoblet. Det viser, hvor hurtigt efterspørgslen efter kompetencer inden for kunstig intelligens stiger på det danske arbejdsmarked, siger Thomas Barfod, administrerende direktør for Jobsearch.dk.
Han hæfter sig især ved, hvor hurtigt udviklingen går netop nu.
- Det mest bemærkelsesværdige er, hvor voldsomt udviklingen accelererer. Vi har set en stigning gennem de seneste to år, men særligt i 2026 er AI for alvor begyndt at fylde mere i jobannoncerne. Det tyder på, at AI lige nu er ved at få en nærmest eksplosivt voksende rolle i virksomhedernes hverdag, siger Thomas Barfod.
Ikke nødvendigvis et krav
Undersøgelsen bygger på jobannoncer, som Jobsearch.dk løbende indsamler fra danske virksomheders hjemmesider. Den dækker perioden fra september 2024 til september 2026.
Der er dog en væsentlig forskel på, om AI bliver nævnt i et jobopslag, og om ansøgerne faktisk skal kunne arbejde med teknologien. Undersøgelsen viser alene, hvor ofte AI optræder i annoncerne. Den dokumenterer ikke, hvor mange virksomheder der stiller konkrete krav om AI-kompetencer.